Mediekulturen har gennem de sidste årtier ændret sig en del. Et eksempel herpå er internettet. Det er ikke længere blot et vidensleksion med envejsrettet information – men et ”social software” (web 2.0) med tryk på social. Internettet handler i stor gad om fællesskaber. Man kan snakke om online-fællesskaber og offline-fællesskaber. De to kan ikke skilles ad – de hænger sammen og går i forlængelse af hinanden. Medierne er altså interaktive, hvilket vil sige, at der skabes fællesskaber mellem mennesker. Der er desuden sket et paradigmeskift ift. modtager og afsender. Skellet mellem de to er udvisket, og brugerproduceret indhold på internettet fylder mere i dag end førhen. Brugere er nu i større grad medproducenter af indholdet (fx facebook).
Denne nye mediekultur medfører også en mediepanik - en angst overfor nytilkomne medier. Voksne er bange for, at de nye medier kan være skadelige for børn og unge. Kirsten Drotner definere mediepanik som en kulturkamp mellem generationer, hvor der kæmpes om, hvem der skal have magten til at definere fremtidens kulturelle kompetencer. Det er dog ikke noget nyt fænomen, at der opstår frygt for det nye og det ukendte. Ofte har det været de samme aktører, som spiller ind ift. mediepanikken. Her kan pressen nævnes. Pressen og dens sensationsjournalistik tager udgangspunkt i en effektteoretisk opfattelse af mennesker og medier. Dvs. at man går ud fra, at mennesker reagerer umiddelbart og direkte på mediernes stimuli. Det er dog en fejlagtig tolkning, som alligevel bruges til at forklare unge menneskers adfærd. Skulle man tage udgangspunkt i denne tankegang, ville alle børn, der spillede voldelige computerspil selv ende som voldelige personer og måske skyde deres klassekamerater. Det er vigtigt som professionel pædagog at afvige fra denne tendens og forholde sig kritisk til medierne.
Med mediekulturen følger et vis ansvar for institutionerne. De er socialt forpligtede til at tilbyde og præsentere medierne for de børn, som ikke har adgang til dem i hjemmet. Det kræver, at pædagogerne selv besidder nogle digitale kompetencer, således de kan fremstille medier for børnene på en kreativ og lærerig måde. Her skabes altså instrumentel kultur (kultur for og med børn), som bør tage udgangspunkt i autotelisk kultur (kultur af børn) for at skabe mest mulig interesse for børnene. Desuden bør man ikke overvåge børnene, men snarere vejlede når det gælder brug af medier.
Der er altså både nogle positive og negative effekter ved mediekulturen. En af udfordringerne kan være, at man i de mange online sociale netværk mangler den synlige kontakt. Man har ikke en ansigt-til-ansigt-kontakt og kan derfor ikke aflæse kropssprog. Det kan øge risikoen for misforståelser i en kommunikation.
En positiv gevinst ved mediekulturen og de mange nye fællesskaber, der opstår, er relationerne på tværs af aldersgrupper. Førhen legede børn mere sammen med andre børn i forskellige aldre i nabolaget. Man lærer meget af at være sammen med mennesker i andre aldersgrupper, da man må påtage sig forskellige roller, alt efter om man er den yngste eller ældste. Det giver nogle kvaliteter, som man kan tage med sig videre i livet. Disse fysiske fællesskaber finder ikke sted i samme grad i dag - børn er i langt større grad sammen med jævnaldrende i organiserede foreninger, fx i fodboldklubben. Her kan online-fællesskaberne kompensere for den manglende samvær med andre aldersgrupper - og online-fællesskaberne er ikke nødvendigvis af ringere kvalitet end de fysiske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar