Det er ikke uhørt at følelser ikke indgår i professionalisme. Man taler i samfundet bl.a. om vigtigheden af varme hænder på plejecentre, mens man benytter handsker som fast del af håndteringen af borgeren. Og det hedder sig at pædagogen bør hænge sit privatliv og sine følelser i garderoben. Men er denne tilgang til borgerne hensigtsmæssig?
Kontakt og kærlighed
Hvad adskiller kærlighed i professionel sammenhæng fra kærlighed i privatsfæren?
Specifikt vil vi beskæftige os med kærlighed i pædagogisk virke. Der findes i dag teorier om vigtigheden af kærlighed i pædagogiske professionelle relationer. Barbara Fredrickson, en amerikansk professor i psykologi, arbejder med positivpsykologien og har i denne sammenhæng defineret en professionel kærlighed.
“Den kærlighed, jeg her taler om, er heller ikke på nogen måde eksklusiv. Den er ikke den unikke følelse, du reserverer for din ægtefælle eller partner. Den er også mere omfattende end dine følelser for dine børn, dine forældre, dine venner. (…). Det er i sidste ende den kærlighed, der leverer energien til den uudtalte samhørighed, der opstår mellem dig og den person, du ved et tilfælde sidder ved siden af i flyet, og som du har åbnet dig for og lyttet opmærksomt til - i det øjeblik, hvor I ser på hinanden og virkelig ser hinanden med ægte påskønnelse og respekt. (…). Den nye opfattelse af kærlighed, som jeg vil dele med dig, er følgende: Kærligheden blomstrer, så godt som hver gang to eller flere mennesker - også selv om de er fremmede for hinanden - opnår kontakt i anledning af en fælles positiv emotion, mild eller stærk.”
- Fredricksons sammenfatning af definitionen kalder hun ‘positivitetens resonans.’-
“Eller i en nøddeskal: Kærlighed er en momentan, opstigende bølge af tre tæt sammenknyttede forhold: 1) din og en eller flere andres fælles oplevelse af en eller flere positive emotioner, 2) synkroni mellem din og de andres biokemi og adfærd, og 3) et reflekteret ønske om at investere noget i de andres velbefindende, som fører til gensidig omsorg”
- Ovenstående citater er fra
Fredrickson, Barbara (2013): Kærlighed. et nyt syn på vores overordnede emotion, som styrer alt, hvad vi tænker, gør, føler og bliver. Forlaget Mindspace.
Kapitel 2: Hvad kærlighed er
Fredrickson snakker altså om to forskellige former for kærlighed, hvoraf den ene høre til i privatsfæren og den anden opstår i alle mellemmenneskelige relationer, og dermed også i det professionelle pædagogiske virke.
Den kærlighed vi, i det pædagogiske virke, vil beskæftige os med er positivitetens resonans. Det handler om den gensidige udveksling af positive følelser, spejling og velvilje der opstår mellem mennesker.
Fredricksons definition gør det muligt at diskutere kærlighed som ingrediens i det pædagogiske arbejde på en saglig måde. Med Fredricksons definition er kærlighed netop ikke det at elske, eller en dybt irrationel følelse, som det ellers lyder i folkemunde.
Fredrickson åbner altså op for en revurdering af kærlighed i den pædagogiske praksis
Forskellen på kærlighedens to former ses bl.a. i deres udtryk. Man udviser en mindre eller anerledes fysisk kærlighed i den professionelle sammenhæng end i privatsfæren.
Kontakt og kærlighed
Hvad adskiller kærlighed i professionel sammenhæng fra kærlighed i privatsfæren?
Specifikt vil vi beskæftige os med kærlighed i pædagogisk virke. Der findes i dag teorier om vigtigheden af kærlighed i pædagogiske professionelle relationer. Barbara Fredrickson, en amerikansk professor i psykologi, arbejder med positivpsykologien og har i denne sammenhæng defineret en professionel kærlighed.
“Den kærlighed, jeg her taler om, er heller ikke på nogen måde eksklusiv. Den er ikke den unikke følelse, du reserverer for din ægtefælle eller partner. Den er også mere omfattende end dine følelser for dine børn, dine forældre, dine venner. (…). Det er i sidste ende den kærlighed, der leverer energien til den uudtalte samhørighed, der opstår mellem dig og den person, du ved et tilfælde sidder ved siden af i flyet, og som du har åbnet dig for og lyttet opmærksomt til - i det øjeblik, hvor I ser på hinanden og virkelig ser hinanden med ægte påskønnelse og respekt. (…). Den nye opfattelse af kærlighed, som jeg vil dele med dig, er følgende: Kærligheden blomstrer, så godt som hver gang to eller flere mennesker - også selv om de er fremmede for hinanden - opnår kontakt i anledning af en fælles positiv emotion, mild eller stærk.”
- Fredricksons sammenfatning af definitionen kalder hun ‘positivitetens resonans.’-
“Eller i en nøddeskal: Kærlighed er en momentan, opstigende bølge af tre tæt sammenknyttede forhold: 1) din og en eller flere andres fælles oplevelse af en eller flere positive emotioner, 2) synkroni mellem din og de andres biokemi og adfærd, og 3) et reflekteret ønske om at investere noget i de andres velbefindende, som fører til gensidig omsorg”
- Ovenstående citater er fra
Fredrickson, Barbara (2013): Kærlighed. et nyt syn på vores overordnede emotion, som styrer alt, hvad vi tænker, gør, føler og bliver. Forlaget Mindspace.
Kapitel 2: Hvad kærlighed er
Fredrickson snakker altså om to forskellige former for kærlighed, hvoraf den ene høre til i privatsfæren og den anden opstår i alle mellemmenneskelige relationer, og dermed også i det professionelle pædagogiske virke.
Den kærlighed vi, i det pædagogiske virke, vil beskæftige os med er positivitetens resonans. Det handler om den gensidige udveksling af positive følelser, spejling og velvilje der opstår mellem mennesker.
Fredricksons definition gør det muligt at diskutere kærlighed som ingrediens i det pædagogiske arbejde på en saglig måde. Med Fredricksons definition er kærlighed netop ikke det at elske, eller en dybt irrationel følelse, som det ellers lyder i folkemunde.
Fredrickson åbner altså op for en revurdering af kærlighed i den pædagogiske praksis
Forskellen på kærlighedens to former ses bl.a. i deres udtryk. Man udviser en mindre eller anerledes fysisk kærlighed i den professionelle sammenhæng end i privatsfæren.
Der er en vis asymmetri i den professionelle sammenhæng. Brugeren er på sin vis tvunget ind i relationen. I modsætning til brugeren kan pædagogen selv vælge at fjerne sig fra forholdet, både fysisk og mentalt. Asymmetrien kommer desuden til syne i størrelsen af den professionelles og brugerens kendskabet til hinanden - i privatssfæren, har begge parter oftest et dybdegående kendskab til hinandens personligheder og baggrund.
Når vi taler kærlighed i en professionel sammenhæng, menes der en følelsesmæssig involvering. Når denne ikke er tilstede i relationen taler vi istedet om kontakter.
På det pædagogiske professionelle område er der mange kontakter. Kontakter kan defineres som en kortere interaktion mellem to eller flere mennesker – og uden følelsesmæssig involvering. Dvs. at forskellen på kontakt og kærlighed, netop er den følelsesmæssige involvering, hvilket er grundlaget for en god, nærværende relation.Det er altså, i pædagogiske praksis, hensigtsmæssigt at skabe flere kærlighedsfyldte relationer til hver bruger, så brugeren ikke er henvist til følelsesløse kontakter. De kærlighedsfyldte relationer er med til at støtte personlig udvikling hos brugeren. Brugeren for altså mere ud af at møde en hel person end en distanceret person uden følelsesmæssig involvering.
Hvordan kommunikerer pædagogen følelser i relationen med brugeren? Verbalt? Kropsligt? Ved et særligt sprogbrug? Ved at anvende en særlig metodisk tilgang?
Når man taler kommunikation i en professionel sammenhæng, er der en masse teori om bl.a. kropssprog. Det er her pædagogen har nogle faglige værktøjer til at kommunikere følelser i relation med brugeren.
Man kan her henvise til den følelsesmæssige dialog, som kommer af teorien ICDP.
Den følelsesmæssige dialogform handler om positiv kontakt med barnet. Barnet er her i centrum for dialogen, og pædagogen er anerkendende og værdsættende i relationen. Helt konkret kan det være at søge øjenkontakt, vende kroppen til brugeren, anvende aktiv lytning, samt udvise empati. Den professionelle kan vise værdsættelse af barnet gennem tale, mimik og kærtegn. I forhold til sprogbruget tænkes der over formulering, stemmeføring og toneleje. Der er i al kommunikation en aflæsning af signaler og respons heraf. Det handler for pædagogen om af aflæse brugerens behov og kommunikere herefter.
Som tidligere nævnt er den gængse opfattelse at kærlighed og andre følelser er af irrationel karakter og derfor ikke kan forbindes med professionalisme. Følelser er subjektive og opleves ukontrollerbare, hvilket kan være årsag til, at følelser opfattes som illegitime i professionel sammenhæng. ”Jeg føler” accepteres ikke – alt skal kunne dokumenteres med teori.
Der ligger i denne opfattelse en opdeling af individet. Der kan her henvises til de 3 p’er, privat, personlig og professionel. Det er altså præmissen for denne tilgang der er til diskussion. Kan man tale om individet i tre rum? Eller er de 3 P’er i samspil?
Ser man igen på brugerens behov og velbefindende viser det sig, at følelsesmæssig involvering har størst indflydelse på brugerens udvikling. Et eksempel på dette læses i ‘Anbragte børn - 25 beretninger om en barndom udenfor hjemmet.’ I kapitel 2 fortæller en mand om sin barndom med svigt fra flere sider og fejlanbringelse. Han taler om hvordan han blev redet af sin psykolog, der brød de gængse opfattelser af professionalitet, og tilbød drengen en plads i psykologens privatliv. Drengen flyttede hjem til psykologen og færdiggjorde folkeskolen. Afslutningsvis fortæller manden hvordan psykologen som rollemodel gjorde den helt større forskel i mandens liv.
Eksemplet understreger hvor vigtig indlevelse, engagement og følelse er i det pædagogiske arbejde. Der var jo ingen af de professionelle pædagoger der formåede at have en indvirkning på drengen.
For at inddrage netop kærlighed i pædagogisk praksis, har Fredrickson i definitionen på kærlighed elimineret en del af den irrationalitet, som man normalt forbindes med kærlighedsbegrebet. Hvilket opfordrer til en revurdering af pædagogisk professionalisme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar