Fortællingen kan være individskabende. Når man får noget fortalt, får man præsenteret nogle måder at være i verden på. Dermed tolker man og forholder man sig til disse måder at være i verden på. Dette er netop, hvad den hermeneutiske forståelsesproces af Poul Ricoeur, beskriver (se billede nedenfor).
.bmp)
En fortælling kan have forskellige opbygninger. Den klassiske fortælling - fx folkeeventyret - bygges gerne op med en fremadskridende handling, der løber i tid. Her benyttes strukturen "hjem - ude - hjem". Man kan nævne aktantmodellen og berettermodellen som to opbygningsformer, der skaber spænding og naturlig, glidende fremgang i en fortælling.
Fortællingen er et godt redskab i den pædagogiske praksis, da sproget i fortællingen er meget lig barnets sprog. Barnet har en livlig fantasi, og i den klassiske fortælling ser man ofte overnaturlige ting - fx dyr, der kan tale, eller ting, der bliver levende. Desuden har barnet let ved at sætte sig ind i hovedpersonens helterolle, da barnet selv har en "verden-drejer-sig-kun-om-mig-opfattelse". Fortællingen tilgodeser altså barnets egocentriske væsen.
Fortællingen kan lære børn mange gode egenskaber. Via folkeeventyrets klassiske opbygning med helten, der skal ud i det ukendte og besejre det onde for til sidst at modtage gevinsten og vende tilbage til en lykkelig tilstand, lærer barnet, at man skal kæmpe videre, selvom man oplever modstand. Desuden læres lyttekultur samt det at vente på egen tur. Fortællingen kan desuden være sprogudviklende, da barnet kan forøge sit ordforråd samt blive bedre til at formulere sig.
Hvis man vil skabe en fortællerkultur i institutioner, kan det være vigtigt at skabe både et fysisk og mentalt rum. Det fysiske rum skal være behageligt, afslappet og stille. Der kan eventuelt indgå nogle ritualer, som signalerer, hvad der skal til at ske, og som klargør barnet. Det mentale rum skal være præget af, at man lægger hverdagens aktiviteter til side og fokuserer på det fælles tredje - nemlig fortællingen. Her er det vigtigt at pædagogen påtager sig rollen som fortæller. Man må indleve sig i fortællingen og anvende passende toneleje og stemmeføring. Desuden bør der skabe et trygt miljø, hvor børnene også selv tør fortælle.
Livshistorien kan være en rigtig god fortællemetode og et godt pædagogisk redskab. Socialkonstruktivismen hævder, at man skaber sig selv via konteksten med andre. Ved at fortælle sig egen livshistorie, bliver ens fortælling ens egen virkelighed. At lade barnet/borgeren fortælle om sit liv kan være med til at skabe klarhed og overblik over barnets/borgens liv. Det er ofte gavnligt at italesætte sine livssituationer, så man får tolket dem og gennemgået dem på flere planer. En livshistorie kan godt besidde kausalitet - altså give mening - for fortælleren, uden at den giver mening for lytteren. Fortælleren har den baggrundsviden, som der kræves, for at fortællingen giver mening.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar