Social kategorisering kan forstås som en systematisering af den sociale verden. Den fortæller os, hvordan vi skal handle (vores roller), og hvordan vi forventer, at andre skal handle. Kategorisering er en nødvendighed, for at forstå samfundet, men det kan have en række negative effekter, som man kan anskue som en trappe:
Selvom der medfølger en række svære dilemmaer, er kategorisering også en nødvendighed i samfundet. På den ene side er de sociale mekanismer ved kategorisering med til at skabe den enkeltes identitet og hensyntagen til andre i samme kategori. På den anden side begrænses og hindres udviklingen af solidaritet og socialt fællesskab af de ovennævnte dilemmaer. Med denne kategorisering og alle følgerne deraf kommer et ansvar hos pædagogerne. Der kræves en indsigt i og bevidsthed om processer der fører til netop kategorisering og andetgørelse/fremmedgørelse.
Stereotypisering: Stereotypisering kan defineres som ”forenklede beskrivelser af antagne kulturtræk ved bestemte typer af mennesker”, altså socialt effektive fordomme. Det er ensidige, overdrevne og tendentiøse beskrivelser. Stereotypisering fremkommer i mødet med mennesker, der er fremmede for hinanden - altså når vi møder det ukendte. Her forholder sig til de forventninger, man har til en person, ikke til den konkrete person. Stereotyper kan i sidste ende udvikles til fjendebilleder
Stigmatisering:
Stigmatisering er en proces, hvor man tilskrives nogle negative egenskaber pga. enkelte, tilfældige handlinger. Man ser en partiel identitet fremfor en total identitet (Katzenelson). Mennesket opfattes som et kategorimedlem frem for et individ. Denne ikke anerkendende fradømmelse af personstatus, kan føre til negativ selvopfattelse, fordi man til sidst selv tror på stigmatiseringen. Stigmatisering kan medføre ændringer i interaktionsmønstre, således den pårørte udvikler negativ selvopfattelse pga. stemplingsprocessen (hvis man hele tiden får at vide at man er dum, tror man selv på det til sidst). Dvs. at individet begynder at tilpasse sig de forventninger, som andre har til individet.
Stigmatisering:
Stigmatisering er en proces, hvor man tilskrives nogle negative egenskaber pga. enkelte, tilfældige handlinger. Man ser en partiel identitet fremfor en total identitet (Katzenelson). Mennesket opfattes som et kategorimedlem frem for et individ. Denne ikke anerkendende fradømmelse af personstatus, kan føre til negativ selvopfattelse, fordi man til sidst selv tror på stigmatiseringen. Stigmatisering kan medføre ændringer i interaktionsmønstre, således den pårørte udvikler negativ selvopfattelse pga. stemplingsprocessen (hvis man hele tiden får at vide at man er dum, tror man selv på det til sidst). Dvs. at individet begynder at tilpasse sig de forventninger, som andre har til individet.
Diskrimination: Diskrimination er en forskelsbehandling der bygger på illegitime kriterier, om de er tilfældige/tilsigtede eller ej.
Et eksempel herpå kan være de pædagogiske indsatser, der udformes pga. individet som kategorirepræsentant frem for individet selv.
Et eksempel herpå kan være de pædagogiske indsatser, der udformes pga. individet som kategorirepræsentant frem for individet selv.
Situationsforklaring vs. egenskabsforklaring:
Der er en generel tendens ift. de to forklaringsmodeller: Vi situationsforklarer hos dem vi definerer os selv i kategori med – dem vi er ens med, mens vi egenskabsforklarer hos dem vi definerer som i anden kategori end os selv - altså som fremmede.
- Situationsforklaring: At forklare handlinger ud fra den konkrete situation
- Egenskabsforklaring: At forklare handlinger ud fra en tro på, at de involverede personer agerede, som de gjorde, på baggrund af deres kultur, religion – altså egenskaber.
Evolutionistisk kulturopfattelse
Denne opfattelse er en udvikling, der ses som entydigt fremadskridende. Denne kulturopfattelse er hierarkisk opbygget. Dem, der er øverst på den kulturelle udviklingsstige, har ret til at påtvinge dem, der er lavere på stigen, egne sociale og kulturelle værdier. Der er risiko for egenskabsforklaring.
Kulturrelativistisk kulturopfattelse
I stedet for at se på kulturene som værende en del af den samme udvikling, set man her på alle kulturer som ligestillede, og som værende lige gode løsninger på problemer - derfor accepteres al adfærd, da den kan forklares so men del af en kulturlogik. Risikoen her kan være, at man accepterer en uhensigtsmæssig adfærd, fordi man kan forklare den ud fra en kulturel forståelse. Der er et skift i fokus fra fra barnets og forældrenes konkrete sociale situation til barnets og forældrenes kultur, og denne opfattelse kan skabe en forringelse af konstruktive pædagogiske indsatser, i og med man har fokus det forkerte sted.
Pædagoger kan udvikle og legitimere ”discountforventninger” – dvs. lavere forventninger end ellers til muligheden for, gennem sociale og pædagogiske indsatser, at bidrage til ligestilling mellem børn med anden etnisk baggrund end dansk og andre børn i Danmark.
Kontekstuel kulturopfattelse:
De etniske træk, der i de ovenstående kulturopfattelser, ville opfattes som fundamentale, betragtes som træk produceret under specifikke sociale, historiske, geografiske og politiske forhold.
Etnicitet forstås altså subjektivt, ikke objektivt. Etniske grupper og deres grænser defineres indefra- altså af grupperne selv. Etnicitet er relation mellem grupper, eller egenskaberne ved grupperne. Fylder religion meget i en gruppe, vil de definere en religiøs etnicitet.
Kompensatorisk pædagogik
Denne pædagogik stammer fra 1960’erne i USA, hvor der i den indre by skete et socialt og moralsk fald med megen kriminalitet. Uddannelser var et middel her imod. Skolerne i byerne skulle reformeres med den såkaldte compensatory education. Pædagogikken skulle hjælpe det fattige barn fra slummen, som grundet sine sociale og fysiske rammer, var udviklingsmæssigt bagud. Man mente, at en tidlig forebyggende indsats vil havde langsigtede positive effekter. Et ekspempel herpå er "Project Head Start" - et projekt, hvor man ville give særlig støtte til de fattige børn og andre børn fra minoritetsgrupper, som man vidste, ifølge undersøgelser, klarede sig dårligere end andre børn. Man ser en lignende pædagogik i Danmark i den nutidige pædagogiske praksis, nemlig den, at det er hos minoriteterne problemet ligger, ikke hos det danske samfund. Man skal hurtigst muligt have de ”ikke-danske” børn til at passe ind i det danske samfund, for "deres" skyld (assimilationsforståelse).
Der er en generel tendens ift. de to forklaringsmodeller: Vi situationsforklarer hos dem vi definerer os selv i kategori med – dem vi er ens med, mens vi egenskabsforklarer hos dem vi definerer som i anden kategori end os selv - altså som fremmede.
- Situationsforklaring: At forklare handlinger ud fra den konkrete situation
- Egenskabsforklaring: At forklare handlinger ud fra en tro på, at de involverede personer agerede, som de gjorde, på baggrund af deres kultur, religion – altså egenskaber.
Evolutionistisk kulturopfattelse
Denne opfattelse er en udvikling, der ses som entydigt fremadskridende. Denne kulturopfattelse er hierarkisk opbygget. Dem, der er øverst på den kulturelle udviklingsstige, har ret til at påtvinge dem, der er lavere på stigen, egne sociale og kulturelle værdier. Der er risiko for egenskabsforklaring.
Kulturrelativistisk kulturopfattelse
I stedet for at se på kulturene som værende en del af den samme udvikling, set man her på alle kulturer som ligestillede, og som værende lige gode løsninger på problemer - derfor accepteres al adfærd, da den kan forklares so men del af en kulturlogik. Risikoen her kan være, at man accepterer en uhensigtsmæssig adfærd, fordi man kan forklare den ud fra en kulturel forståelse. Der er et skift i fokus fra fra barnets og forældrenes konkrete sociale situation til barnets og forældrenes kultur, og denne opfattelse kan skabe en forringelse af konstruktive pædagogiske indsatser, i og med man har fokus det forkerte sted.
Pædagoger kan udvikle og legitimere ”discountforventninger” – dvs. lavere forventninger end ellers til muligheden for, gennem sociale og pædagogiske indsatser, at bidrage til ligestilling mellem børn med anden etnisk baggrund end dansk og andre børn i Danmark.
Kontekstuel kulturopfattelse:
De etniske træk, der i de ovenstående kulturopfattelser, ville opfattes som fundamentale, betragtes som træk produceret under specifikke sociale, historiske, geografiske og politiske forhold.
Etnicitet forstås altså subjektivt, ikke objektivt. Etniske grupper og deres grænser defineres indefra- altså af grupperne selv. Etnicitet er relation mellem grupper, eller egenskaberne ved grupperne. Fylder religion meget i en gruppe, vil de definere en religiøs etnicitet.
Kompensatorisk pædagogik
Denne pædagogik stammer fra 1960’erne i USA, hvor der i den indre by skete et socialt og moralsk fald med megen kriminalitet. Uddannelser var et middel her imod. Skolerne i byerne skulle reformeres med den såkaldte compensatory education. Pædagogikken skulle hjælpe det fattige barn fra slummen, som grundet sine sociale og fysiske rammer, var udviklingsmæssigt bagud. Man mente, at en tidlig forebyggende indsats vil havde langsigtede positive effekter. Et ekspempel herpå er "Project Head Start" - et projekt, hvor man ville give særlig støtte til de fattige børn og andre børn fra minoritetsgrupper, som man vidste, ifølge undersøgelser, klarede sig dårligere end andre børn. Man ser en lignende pædagogik i Danmark i den nutidige pædagogiske praksis, nemlig den, at det er hos minoriteterne problemet ligger, ikke hos det danske samfund. Man skal hurtigst muligt have de ”ikke-danske” børn til at passe ind i det danske samfund, for "deres" skyld (assimilationsforståelse).
Det depriverede barn
Det depriverede barn er det ressourcesvage barn – et risikobarn. Det er barnet, der mangler intellektuelle, kreative, musiske og fysiske færdigheder. Altså er fokus på barnets svagheder fremfor dets kompetencer - en retorik der ofte ses i arbejdet med to-sprogede børn.
Den depriverede familie - kulturel deprivation
Kulturel deprivation beskriver de omstændigheder, som det depriverede barn, er vokset op under, og som skyldes dets ressourcesvaghed. De depriverede familier tilbyder ikke den opbakning, støtte og udvikling som det kræves, for at passe ind i det danske skolesystem – her snakker vi både sprogligt, kundskabsmæssigt og adfærdsmæssigt.
Kritik af den kompensatoriske uddannelse
Den kompensatoriske uddannelse nævnes aldrig i pædagogisk debat, men den har alligevel sneget sig frem bag om ryggen på os. I USA var resultaterne af undersøgelser, at uddannelsen ikke var så effektiv som forventet. Man så nogle umiddelbare, kortvarige resultater indenfor skolefærdigheder, men de holdt ikke på længere sigt i form af længerevarende uddannelsesforløb. Man nåede frem til den konklusion, at man burde fokusere på barnets kompetencer, fremfor dets svagheder og at inddele børn i grupper af kompetente og inkompetente. Desuden er en kritik af den kompensatoriske pædagogik, at al viden og kompetence, der ikke passer ind i standardiserede test, ses som uværdig. Børn med andre kulturelle baggrunde end danske, har altså nogle kompetencer, som ikke har anses som vigtige i det uddannelsessytem, og som derfor ikke bliver anerkendt.
Interkulturel pædagogik: Denne pædagogik er et alternativ til den kompensatoriske pædagogik. Pædagogikken belyser, at alle børn bør have de bedste muligheder for at lære mest muligt, klare sig godt i uddannelsessystemet og videre hen på arbejdsmarkedet. Den interkulturelle skole bygger på en forventning om, at alle børn kommer med vigtige ressourcer, kundskaber og evnen til at lære, og at man skal arbejde videre med disse kompetencer. Pædagogikken kan hjælpe med bekæmpelse af børns fordomme og stereotypier ift. minoritetsgrupper, i og med man bør debattere emnet med børnene, så de bliver klar over samfundets diversitet, selvom nogle fagpersoner kan være bange for en sådan debat, fordi de ikke vil skabe problemer, som ikke er der i forvejen. Undervisningens indhold bør støtte elevernes identitetsudvikling og deltagelse i skolen. Curriculum bør afspejle vores samfunds sammensætning. For at den interkulturelle pædagogik skal have en virkning, er det vigtigt, at den bliver en integreret del af den pædagogiske diskurs - herunder er forældrenes inddragelse vigtig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar