mandag den 29. december 2014

Mobning

Mobning

I det følgende svarer vi på nogle perspektiveringsspørgsmål ift. digital mobning.

Hvordan defineres digital mobning
- og hvilke tre træk karakteriserer Jette Kofoed som digital mobning?

Digital mobning finder sted på digitale, sociale medier som fx arto, facebook og instagram, men også over sms. Jette Kofoed nævner tre særlige træk: 
  • Anonymitet – man kan ikke vide sig sikker på afsenderen 
  • Det faktum, at man ikke kan slippe væk. Selvom man slukker sin telefon eller computer, er beskederne der stadig. 
  • Eksponering til en uendelig, ukendt offentlighed 
Desuden er der nogle andre kendetegn ved digital mobning: 
  • Hadegrupper 
  • Meget voldsomme beskeder 
  • Uvished – hvor mange ser disse ubehagelige beskeder rettet mod mobbeofferet
  • Et ubestemmeligt sprog - det er vanskeligt at afkode det digitale sprog (mange ting er bare ”for sjov”, men det kan være svært at forstår hvornår) 
  • Ubeskyttethed – det er vanskeligt at forsvare sig mod det negative ”angreb” 
Hvad kendetegner rhizome-begrebet?
Der findes ikke nogen endegyldig historie, når man snakker om en mobbesituation. Digital mobning kan ikke ses som noget lineært. Det er meget mere komplekst. Det er en stor opgave for pædagoger at håndtere denne form for mobning. Kofoed bruger begrebet ”rhizomer” til at forklare denne kompleksitet. Det handler altså om de individuelle syn på, hvordan mobning af en person eller gruppe er opstået.

Hvad betyder begrebet "non-simultanitet"?
Nonsimultanitet hænger stærkt sammen med rhizome-begrebet. Det handler om sammenblandingen af tid, sted og involverede personer. Man kan ikke gengive én historie. Nonsimultanitet kan fx ses på facebook, hvor beskeder ses på forskellige tidspunkter, af forskellige personer og opfattes forskelligt.

Hvad er konsekvenserne for ofre for digital mobning?
Mobning er ikke noget, man skal tage let på. Det kan medføre livslange lidelser. En følelse af, at man ikke kan bidrage med noget, og at man ikke er værdig, kan forringe livskvaliteten betydeligt. Man kan i værste tilfælde blive invalideret på livstid. Fagpersonen bliver nødt til at gøre noget ved mobning, hvis den finder sted. Det skal tages meget alvorligt – børn så unge som 9-årige begår selvmord pga. mobning. Det er fagpersonens ansvar at sørge for, at alle brugerne kan være i klassen/børnehaven/institutionen og at de trives.

Hvis man spejles i et ekskluderende samspil og bliver mobbet, kan ens selvbillede blive så negativt, at man ikke kan udvikle sig positivt. Emnet skal italesættes og debatteres for at komme problemet til livs. Der er undersøgelser, som viser, at de mennesker, der har det svært senere i livet på arbejdsmarkedet, ofte også er dem, der er blevet mobbet som børn. Definitionen af mobning er sådan set ligegyldig – så længe en person opfatter noget som mobning, skal der gribes ind - også selvom man synes, det er noget "pjat", og at barnet er særligt følsomt. Som pædagog er ens holdninger til mobning afgørende for, hvordan man vil agere i en situation med mobning. Her kommer pædagogens faglighed, forforståelse og erfaringer i spil. 

Mobning er meget komplekst. Der er flere ting på spil og pædagogen må være opmærksom på alle sider i en mobbesag (mistrivsel i hjemmet, samværsformer etc.)

torsdag den 18. december 2014

Kommunikation - roller og relationer

Kommunikation - roller og relationer

Det er vigtigt i pædagogisk virke at kunne reflektere over kommunikationen med borgeren. Herom er der udviklet flere teorier.

Carl Rogers snakker om affekttolerance, som det at kunne acceptere og anerkende sine følelser, men samtidig at kunne beherske dem. Det er vigtigt ikke at undertrykke egne følelser, da man så heller ikke er i stand til at forstå andres følelser - og dermed handle ud fra dem. Det er en meget fintfølende balancegang,  og man vil opnå større autenticitet, når man selv forstår følelserne.

Eric Berne har udviklet en teori omkring identifikationen af sig selv, som han kalder transaktionsanalyse. Han opridser tre positioner, man kan sætte sig i, når man kommunikerer:
- Ophav: At agere, som ens forældre ville gøre. Man påtager sig deres ord og holdninger.
- Voksen: At kunne tage selvstændige og objektive valg.
- Barn: At agere som da man var barn (regression)



Han skelner mellem to transaktioner:
  • Den komplementære, som er ukompliceret. Her er modtager og afsender enige om diskursen og indholdet/form i kommunikationen. 
  • Den krydsende/skjulte transaktion, som indebærer nogle underliggende roller. Her anerkendes modpartens position/rolle ikke, hvilket kan medføre misforståelser.


Adskillelse er et begreb af John Andersen. Han  snakker om at man ikke skal indføre sit eget privatliv i professionel sammenhæng i for stor grad, da det kan overskride brugerens grænse. At adskille sig skal ikke forstås som at distancere sig - man kan stadig sagtens være en nærværende og autentisk pædagog, selvom man adskiller sit professionelle "jeg" fra sit private "jeg". Han snakker om overinvolvering. Overinvolvering skal ikke forstås som at involvere sig for meget, men forkert. Dvs. at man ikke bør involvere sig på områder, som er udenfor ens kompetenceområder. Overinvolvering kan medføre at man kan manipuleres til at  påtage sig nogle bestemte roller, som man ikke er bevidst om, at man besidder.

I forlængelse af disse teorier vil vi inddrage 'still face', en teori udviklet bl.a. Edward Tronick. Still face handler om manglen på respons i en kommunikation. Teorien er udviklet med forsøget, kendt som 'the still face experiment'.



Forsøget viser et spædbarn og dets moder i interaktion. De to har en normal interaktion indtil moderen fryser sin mimik. Barnnet reagere først ved aktivt at søge moderens reaktion. Dette gør barnet gennem gestik, mimik og høje lyde. Når moderen ikke reagere vender barnet sin frustration indad. Barnet vender sig væk fra moderen og bliver stille. Efter nogle minutter interagere moderen igen med barnet, og barnet reagere positivt ved genoprettelsen af relationen. 
Eksperimentet understreger vigtigheden af spejling i kommunikationen. Barnet bliver utryg ved og frustreret over den manglende spejling. 
Det er altså vigtigt at man som pædagog er bevidst om sin egen mimik i interaktion med borgerne.



onsdag den 17. december 2014

Ikke voldelig kommunikation

Ikke voldelig kommunikation - girafsprog og ulvesprog

Denne kommunikationsform er udtænkt af den amerikanske Marshall B Rosenberg (psykolog), som ville undersøge, hvordan han kunne stoppe sin egen voldelige adfærd/kommunikation. Han påpeger 4 grundlæggende trin:
  • Iagttagelse: Observationer så objektive som muligt, uden fordomme. 
  • Følelser: De følelser, der opstår i forhold til iagttagelserne. 
  • Behov: De behov, der er forbundet med følelserne (alle følelser udspringer af et behov) 
  • Anmodning: Det, vi ønsker af den anden, som vil forbedre egen situation.
Desuden snakker han om 4 reaktionsmønstre på negative budskaber:
  • Rette bebrejdelse på sig selv, hvilket kan medføre skyld og skam 
  • Rette bebrejdelse mod andre/modangreb, hvilket kan medføre vrede 
  • Fornemme egne følelser/behov, hvilket kan medføre konfliktløsning 
  • Fornemme andres følelser og behov i deres negative budskab – hvad ligger bag det negative udsagn. Dette kan medføre, at personen med det negative budskab føler sig hørt 
De to sidste reaktionsmønstre følger Rosenbergs tankegang, og vil være de mest hensigtsmæssige reaktioner i en professionel sammenhæng. Et eksempel herpå kan være:

"Du skuffede mig, fordi du ikke kiggede indenfor hos mig i aftes” - Her rettes fokus mod den anden (du) og ansvaret skubbes væk fra én selv.

”Jeg blev skuffet over, at du ikke kiggede indenfor hos mig, for jeg havde lyst til at snakke nogle ting igennem, som nagede mig." - Fokus ligger her på én selv (jeg) og man kan altså snakke om ikke-voldelig kommunikation.

Man kan opsummerende sige om girafsprog, at det handler om at tage ansvar for egne følelser, at lytte til andres syn på tingene og at være bevidst om sine behov. Girafsprog kan være en kilde til konfliktløsning. Modsat girafsproget findes ulvesproget, som handler om at bebrejde andre sine egne reaktioner, at søge efter ”gode” og ”onde” samt at komme med domme og vurderinger. Ulvesproget kan, modsat girafsproget, være en kilde til konflikt.



Barnets sproglige udvikling

Barnets sproglige udvikling

Den sproglige forståelse ”begynder” før barnet bliver født. Fostret bliver via intonation og tonefald påvirket, og barnet føler behag ved moderens oplæsning. Barnets udvikling i de første 16 måneder deles op i tre interaktionsfaser: Primær intersubjektivitet (de første 5 mdr), subjektivitet (fra ca 5 til 8 måned) og sekundær intersubjektivitet (fra ca 8-16 mdr).

Forældrene og pædagogernes roller er tydelige. Det er vigtigt, at den voksne er i barnets nærhed, så barnet kan få knyttet ord på det, det ser. Fra 8. måned skal forældre og pædagog være særlig opmærksom på barnets behov for sproglig nærkontakt, så barnet kan få den optimale forklaring på de ting, som barnet f.eks. peger på. I denne periode udvikler barnet en særlig modtagelighed for sprog. Mange børn begynder i institution ved ca. 6 månedersalderen – derfor har pædagogen et særligt ansvar. (Samvær med barnet ca. 7,2 timer dagligt.) Når pædagogen eller forældrene kommunikerer med barnet stimuleres barnet af den voksens tale. Kommunikationen til barnet skal være et begrebsmæssigt og syntaktisk udfoldet sprog- ikke korte sætninger eller ord udtalt som barnet vil gøre det. Den voksne skal altid give sig tid til at kommunikere og sprogligt udbygge barnets tale og altid handle i overensstemmelse med, hvad barnet ønsker at sige.

Gode råd til sprogstimulering i dagligdagen:

  • I dagligdagen kan det være en god ide at stimulere barnets sanser og motorik, og altid give sig tid til at reagere på verbale henvendelser fra barnet.
  • Således kan man spørge ind til barnet og lytte hvad barnet vil fortælle.
  • Føre en engageret og indholdsbestemt samtale med barnet og signalere ro og interesse med stemme, kropssprog og øjenkontakt.
  • Det er også en god ide at bruge et velartikuleret verbalsprog samt at respektere det enkelte barns personlighed, interesser og læringsveje.

Babytegn:
Babytegn er en kommunikationsform for børn uden talesprog. Denne form for kommunikation gør det muligt for forældre og pædagoger at kommunikere med et barn før det kan tale (eks: Pege på munden, når barnet er sulten, pege på numsen, når barnet har ondt/vil skiftes osv). Babysprog har sit udspring i tegn-til-tale og opstod grundet en frustration over manglende kommunikation med de helt små børn. Denne form for kommunikation mindsker sandsynligheden for at barnet ikke føler sig forstået. Derved undgår barnet at blive frustreret. Børn der benytter babytegn, lærer hurtigere tale sprog og opnår dermed stort ordforråd hurtigere.

mandag den 15. december 2014

Kategorisering og interkulturel pædagogik

Kategorisering og interkulturel pædagogik

Social kategorisering kan forstås som en systematisering af den sociale verden. Den fortæller os, hvordan vi skal handle (vores roller), og hvordan vi forventer, at andre skal handle. Kategorisering er en nødvendighed, for at forstå samfundet, men det kan have en række negative effekter, som man kan anskue som en trappe:


Selvom der medfølger en række svære dilemmaer, er kategorisering også en nødvendighed i samfundet. På den ene side er de sociale mekanismer ved kategorisering med til at skabe den enkeltes identitet og hensyntagen til andre i samme kategori. På den anden side begrænses og hindres udviklingen af solidaritet og socialt fællesskab af de ovennævnte dilemmaer. Med denne kategorisering og alle følgerne deraf kommer et ansvar hos pædagogerne. Der kræves en indsigt i og bevidsthed om processer der fører til netop kategorisering og andetgørelse/fremmedgørelse.

Stereotypisering: Stereotypisering kan defineres som ”forenklede beskrivelser af antagne kulturtræk ved bestemte typer af mennesker”, altså socialt effektive fordomme. Det er ensidige, overdrevne og tendentiøse beskrivelser. Stereotypisering fremkommer i mødet med mennesker, der er fremmede for hinanden - altså når vi møder det ukendte. Her forholder sig til de forventninger, man har til en person, ikke til den konkrete person. Stereotyper kan i sidste ende udvikles til fjendebilleder

Stigmatisering: 
Stigmatisering er en proces, hvor man tilskrives nogle negative egenskaber pga. enkelte, tilfældige handlinger. Man ser en partiel identitet fremfor en total identitet (Katzenelson). Mennesket opfattes som et kategorimedlem frem for et individ. Denne ikke anerkendende fradømmelse af personstatus, kan føre til negativ selvopfattelse, fordi man til sidst selv tror på stigmatiseringen. Stigmatisering kan medføre ændringer i interaktionsmønstre, således den pårørte udvikler negativ selvopfattelse pga. stemplingsprocessen (hvis man hele tiden får at vide at man er dum, tror man selv på det til sidst). Dvs. at individet begynder at tilpasse sig de forventninger, som andre har til individet. 

Diskrimination: Diskrimination er en forskelsbehandling der bygger på illegitime kriterier, om de er tilfældige/tilsigtede eller ej.
Et eksempel herpå kan være de pædagogiske indsatser, der udformes pga. individet som kategorirepræsentant frem for individet selv. 

Situationsforklaring vs. egenskabsforklaring: 
Der er en generel tendens ift. de to forklaringsmodeller: Vi situationsforklarer hos dem vi definerer os selv i kategori med – dem vi er ens med, mens vi egenskabsforklarer hos dem vi definerer som i anden kategori end os selv - altså som fremmede.
- Situationsforklaring: At forklare handlinger ud fra den konkrete situation
- Egenskabsforklaring: At forklare handlinger ud fra en tro på, at de involverede personer agerede, som de gjorde, på baggrund af deres kultur, religion – altså egenskaber.

Evolutionistisk kulturopfattelse
Denne opfattelse er en udvikling, der ses som entydigt fremadskridende. Denne kulturopfattelse er hierarkisk opbygget. Dem, der er øverst på den kulturelle udviklingsstige, har ret til at påtvinge dem, der er lavere på stigen, egne sociale og kulturelle værdier. Der er risiko for egenskabsforklaring.

Kulturrelativistisk kulturopfattelse
I stedet for at se på kulturene som værende en del af den samme udvikling, set man her på alle kulturer som ligestillede, og som værende lige gode løsninger på problemer - derfor accepteres al adfærd, da den kan forklares so men del af en kulturlogik. Risikoen her kan være, at man accepterer en uhensigtsmæssig adfærd, fordi man kan forklare den ud fra en kulturel forståelse. Der er et skift i fokus fra fra barnets og forældrenes konkrete sociale situation til barnets og forældrenes kultur, og denne opfattelse kan skabe en forringelse af konstruktive pædagogiske indsatser, i og med man har fokus det forkerte sted.
Pædagoger kan udvikle og legitimere ”discountforventninger” – dvs. lavere forventninger end ellers til muligheden for, gennem sociale og pædagogiske indsatser, at bidrage til ligestilling mellem børn med anden etnisk baggrund end dansk og andre børn i Danmark.

Kontekstuel kulturopfattelse:
De etniske træk, der i de ovenstående kulturopfattelser, ville opfattes som fundamentale, betragtes som træk produceret under specifikke sociale, historiske, geografiske og politiske forhold.
Etnicitet forstås altså subjektivt, ikke objektivt. Etniske grupper og deres grænser defineres indefra- altså af grupperne selv. Etnicitet er relation mellem grupper, eller egenskaberne ved grupperne. Fylder religion meget i en gruppe, vil de definere en religiøs etnicitet.

Kompensatorisk pædagogik
Denne pædagogik stammer fra 1960’erne i USA, hvor der i den indre by skete et socialt og moralsk fald med megen kriminalitet. Uddannelser var et middel her imod. Skolerne i byerne skulle reformeres med den såkaldte compensatory education. Pædagogikken skulle hjælpe det fattige barn fra slummen, som grundet sine sociale og fysiske rammer, var udviklingsmæssigt bagud. Man mente, at en tidlig forebyggende indsats vil havde langsigtede positive effekter. Et ekspempel herpå er "Project Head Start" - et projekt, hvor man ville give særlig støtte til de fattige børn og andre børn fra minoritetsgrupper, som man vidste, ifølge undersøgelser, klarede sig dårligere end andre børn. Man ser en lignende pædagogik i Danmark i den nutidige pædagogiske praksis, nemlig den, at det er hos minoriteterne problemet ligger, ikke hos det danske samfund. Man skal hurtigst muligt have de ”ikke-danske” børn til at passe ind i det danske samfund, for "deres" skyld (assimilationsforståelse).

Det depriverede barn
Det depriverede barn er det ressourcesvage barn – et risikobarn. Det er barnet, der mangler intellektuelle, kreative, musiske og fysiske færdigheder. Altså er fokus på barnets svagheder fremfor dets kompetencer - en retorik der ofte ses i arbejdet med to-sprogede børn.

Den depriverede familie - kulturel deprivation
Kulturel deprivation beskriver de omstændigheder, som det depriverede barn, er vokset op under, og som skyldes dets ressourcesvaghed. De depriverede familier tilbyder ikke den opbakning, støtte og udvikling som det kræves, for at passe ind i det danske skolesystem – her snakker vi både sprogligt, kundskabsmæssigt og adfærdsmæssigt.

Kritik af den kompensatoriske uddannelse
Den kompensatoriske uddannelse nævnes aldrig i pædagogisk debat, men den har alligevel sneget sig frem bag om ryggen på os. I USA var resultaterne af undersøgelser, at uddannelsen ikke var så effektiv som forventet. Man så nogle umiddelbare, kortvarige resultater indenfor skolefærdigheder, men de holdt ikke på længere sigt i form af længerevarende uddannelsesforløb. Man nåede frem til den konklusion, at man burde fokusere på barnets kompetencer, fremfor dets svagheder og at inddele børn i grupper af kompetente og inkompetente. Desuden er en kritik af den kompensatoriske pædagogik, at al viden og kompetence, der ikke passer ind i standardiserede test, ses som uværdig. Børn med andre kulturelle baggrunde end danske, har altså nogle kompetencer, som ikke har anses som vigtige i det uddannelsessytem, og som derfor ikke bliver anerkendt.

Interkulturel pædagogik: Denne pædagogik er et alternativ til den kompensatoriske pædagogik. Pædagogikken belyser, at alle børn bør have de bedste muligheder for at lære mest muligt, klare sig godt i uddannelsessystemet og videre hen på arbejdsmarkedet. Den interkulturelle skole bygger på en forventning om, at alle børn kommer med vigtige ressourcer, kundskaber og evnen til at lære, og at man skal arbejde videre med disse kompetencer. Pædagogikken kan hjælpe med bekæmpelse af børns fordomme og stereotypier ift. minoritetsgrupper, i og med man bør debattere emnet med børnene, så de bliver klar over samfundets diversitet, selvom nogle fagpersoner kan være bange for en sådan debat, fordi de ikke vil skabe problemer, som ikke er der i forvejen. Undervisningens indhold bør støtte elevernes identitetsudvikling og deltagelse i skolen. Curriculum bør afspejle vores samfunds sammensætning. For at den interkulturelle pædagogik skal have en virkning, er det vigtigt, at den bliver en integreret del af den pædagogiske diskurs - herunder er forældrenes inddragelse vigtig.

fredag den 12. december 2014

Goffmans Maskerade

Erving Goffman
Erving Goffman er en canadisk-amerikansk professor i sociologi. Han er født i 1922 og døde i 1982. Han har været professor på university Chicago, California og Berkley og på University of Pensylvania havde han Benjamin Franklins professorat i antropologi og psykologi. Hans mest kendte bøger er Presentation of Self in everyday life og Asylums. Han arbejdede med forskellige metaforer. Han brugte bl.a. teatermetaforen, der handler om, at alle mennesker i alle former for interaktioner iscenesætter andres indtryk af én, og at man arbejder sammen om at opretholde normer - eksplicitte eller implicitte. Han var, pga. sine utraditionelle metoder, anset som legitim af sine kollegaer.


Hans forskning handler om kommunikation på mikroplan. Han arbejder med subtile symboler og udtryk, der findes i al kommunikation. Specielt arbejdede han med små interaktioner, altså hverdagssituationer, med få mennesker. Han har en stor interesse for normer og styringen af dem. Specielt hvordan mennesker i givne situationer er enige om en rigtig adfærd. For eksempel et møde med en fremmed på fortovet.


Hans teorier er relevante i forhold til pædagogisk arbejde. Det er vigtigt i det pædagogiske virke at kunne afkode de subtile signaler, som brugerne udsender, samt at være opmærksom på borgerens oplevelse af situationer. Således stigmatiseres brugeren ikke, og teorien kan dermed bruges til at blive opmærksom på mulig eksklusion.


Maskeraden
Ifølge Erving Goffman er vores personlighedsfølelse eller oplevelse af selv afhængig af vores relationer. Vi agerer i forskellige arenaer efter specielle spilleregler. Vi optræder med den version af os selv, vi ønsker, andre skal opleve. Goffman skriver om samhandlingsritualer, som det regelsæt, vi i et fællesskab agerer efter. Er man pædagog, vil man altså i sin professionelle rolle ikke optræde i Armani jakkesæt og høje hæle, da dette ikke anses som det rette 'kostume' til situationen.


Goffman bruger metaforer om sine observationer. Bl.a. bruger han teatermetaforen, hvor han sidestiller menneskers adfærd med en sceneforestilling. Man optræder altså som en rolle i alle interaktioner.
I en simplificeret udgave af Goffmans teatermetafor kan man snakke om Facebook. En Facebook-profil er en selviscenesættelse. Man bestemmer, hvad andre skal vide om én, og det indtryk man ønsker, de skal stå tilbage med.


Goffman taler ligeledes om Facework. En betegnelse han bruger for opretholdelsen af egen og andres face. Goffman nævner begreberne defencive- og protective practices, hvormed han taler om netop opretholdelsen af egen og andres facade. Disse begreber opleves eksempelvis i formidlingerne: "Det jeg mener, er..." og "Det Paul mener, er...". Her er der ikke bare tale om en beskyttelse af selv og andre, men også en beskyttelse af samhandlingsritualerne eller normerne i den givne arena.


Goffman er meget optaget af pinlighed. Han beskriver begreberne defencive- og protective practices og det beskedne selv som 'forsvarsmekanismer'. De har til rolle at undgå eller afvige pinlighed eller forlegenhed. Når noget bliver pinligt, mener Goffman, at alle tilstedeværende bliver ramt i situationen. eksempelvis når et barn italesætter en voksens fedme i en forsamling. Det er PINLIGT for alle.

Goffman taler om samspilshandlinger som det 'kit', der holder hele samfundet sammen. De rituelle forpligtelser opretholder en moralsk orden og undgår forlegenhed. 



I ovenstående video ses en pinlig situation. Mike kommer gående på trappen, men snubler og falder. Mike forsøger hurtigt at genoprette den førhenværende harmoni ved at observere, om nogen har set hans fald. Han afleder opmærksomheden på faldet ved at ignorere det, og går videre som om intet var hændt. Ifølge Goffman forsøger Mike altså at redde ansigt (save face).

De omkringværende mennesker – ”holdet” – opfører sig forskelligt. Nina går forbi ham, observerer faldet men ignorer det for at mindske en øget opmærksomhed på Mike og hans pinlige situation. Gruppen af piger for enden af trappen opfatter også faldet, og de anerkender, at der er opstået en pinlig situation. De reagerer med en undertrykkelse af latter – altså en fnisen. De bærer over med Mike. 

Kontakt og Kærlighed

Det er ikke uhørt at følelser ikke indgår i professionalisme. Man taler i samfundet bl.a. om vigtigheden af varme hænder på plejecentre, mens man benytter handsker som fast del af håndteringen af borgeren. Og det hedder sig at pædagogen bør hænge sit privatliv og sine følelser i garderoben. Men er denne tilgang til borgerne hensigtsmæssig?

Kontakt og kærlighed

Hvad adskiller kærlighed i professionel sammenhæng fra kærlighed i privatsfæren?

Specifikt vil vi beskæftige os med kærlighed i pædagogisk virke. Der findes i dag teorier om vigtigheden af kærlighed i pædagogiske professionelle relationer. Barbara Fredrickson, en amerikansk professor i psykologi, arbejder med positivpsykologien og har i denne sammenhæng defineret en professionel kærlighed.
    “Den kærlighed, jeg her taler om, er heller ikke på nogen måde eksklusiv. Den er ikke den unikke følelse, du reserverer for din ægtefælle eller partner. Den er også mere omfattende end dine følelser for dine børn, dine forældre, dine venner.  (…). Det er i sidste ende den kærlighed, der leverer energien til den uudtalte samhørighed, der opstår mellem dig og den person, du ved et tilfælde sidder ved siden af i flyet, og som du har åbnet dig for og lyttet opmærksomt til - i det øjeblik, hvor I ser på hinanden og virkelig ser hinanden med ægte påskønnelse og respekt. (…). Den nye opfattelse af kærlighed, som jeg vil dele med dig, er følgende: Kærligheden blomstrer, så godt som hver gang to eller flere mennesker - også selv om de er fremmede for hinanden - opnår kontakt i anledning af en fælles positiv emotion, mild eller stærk.”

- Fredricksons sammenfatning af definitionen kalder hun ‘positivitetens resonans.’-
   
“Eller i en nøddeskal: Kærlighed er en momentan, opstigende bølge af tre tæt sammenknyttede forhold: 1) din og en eller flere andres fælles oplevelse af en eller flere positive emotioner, 2) synkroni mellem din og de andres biokemi og adfærd, og 3) et reflekteret ønske om at investere noget i de andres velbefindende, som fører til gensidig omsorg”

-     Ovenstående citater er fra
Fredrickson, Barbara (2013): Kærlighed. et nyt syn på vores overordnede emotion, som styrer alt, hvad vi tænker, gør, føler og bliver. Forlaget Mindspace.
Kapitel 2: Hvad kærlighed er

Fredrickson snakker altså om to forskellige former for kærlighed, hvoraf den ene høre til i privatsfæren og den anden opstår i alle mellemmenneskelige relationer, og dermed også i det professionelle pædagogiske virke.
Den kærlighed vi, i det pædagogiske virke, vil beskæftige os med er positivitetens resonans. Det handler om den gensidige udveksling af positive følelser, spejling og velvilje der opstår mellem mennesker.

Fredricksons definition gør det muligt at diskutere kærlighed som ingrediens i det pædagogiske arbejde på en saglig måde. Med Fredricksons definition er kærlighed netop ikke det at elske, eller en dybt irrationel følelse, som det ellers lyder i folkemunde.
Fredrickson åbner altså op for en revurdering af kærlighed i den pædagogiske praksis

Forskellen på kærlighedens to former ses bl.a. i deres udtryk. Man udviser en mindre eller anerledes fysisk kærlighed i den professionelle sammenhæng end i privatsfæren.

Der er en vis asymmetri i den professionelle sammenhæng. Brugeren er på sin vis tvunget ind i relationen. I modsætning til brugeren kan pædagogen selv vælge at fjerne sig fra forholdet, både fysisk og mentalt. Asymmetrien kommer desuden til syne i størrelsen af den professionelles og brugerens kendskabet til hinanden - i privatssfæren, har begge parter oftest et dybdegående kendskab til hinandens personligheder og baggrund.

Når vi taler kærlighed i en professionel sammenhæng, menes der en følelsesmæssig involvering. Når denne ikke er tilstede i relationen taler vi istedet om kontakter.
På det pædagogiske professionelle område er der mange kontakter. Kontakter kan defineres som en kortere interaktion mellem to eller flere mennesker – og uden følelsesmæssig involvering. Dvs. at forskellen på kontakt og kærlighed, netop er den følelsesmæssige involvering, hvilket er grundlaget for en god, nærværende relation.Det er altså, i pædagogiske praksis, hensigtsmæssigt at skabe flere kærlighedsfyldte relationer til hver bruger, så brugeren ikke er henvist til følelsesløse kontakter. De kærlighedsfyldte relationer er med til at støtte personlig udvikling hos brugeren. Brugeren for altså mere ud af at møde en hel person end en distanceret person uden følelsesmæssig involvering.

Hvordan kommunikerer pædagogen følelser i relationen med brugeren? Verbalt? Kropsligt? Ved et særligt sprogbrug? Ved at anvende en særlig metodisk tilgang?
Når man taler kommunikation i en professionel sammenhæng, er der en masse teori om bl.a. kropssprog. Det er her pædagogen har nogle faglige værktøjer til at kommunikere følelser i relation med brugeren.
Man kan her henvise til den følelsesmæssige dialog, som kommer af teorien ICDP.
Den følelsesmæssige dialogform handler om positiv kontakt med barnet. Barnet er her i centrum for dialogen, og pædagogen er anerkendende og værdsættende i relationen. Helt konkret kan det være at søge øjenkontakt, vende kroppen til brugeren, anvende aktiv lytning, samt udvise empati. Den professionelle kan vise værdsættelse af barnet gennem tale, mimik og kærtegn. I forhold til sprogbruget tænkes der over formulering, stemmeføring og toneleje. Der er i al kommunikation en aflæsning af signaler og respons heraf. Det handler for pædagogen om af aflæse brugerens behov og kommunikere herefter.

Som tidligere nævnt er den gængse opfattelse at kærlighed og andre følelser er af irrationel karakter og derfor ikke kan forbindes med professionalisme. Følelser er subjektive og opleves ukontrollerbare, hvilket kan være årsag til, at følelser opfattes som illegitime i professionel sammenhæng. ”Jeg føler” accepteres ikke – alt skal kunne dokumenteres med teori.
Der ligger i denne opfattelse en opdeling af individet. Der kan her henvises til de 3 p’er, privat, personlig og professionel. Det er altså præmissen for denne tilgang der er til diskussion. Kan man tale om individet i tre rum? Eller er de 3 P’er i samspil?

Ser man igen på brugerens behov og velbefindende viser det sig, at følelsesmæssig involvering har størst indflydelse på brugerens udvikling. Et eksempel på dette læses i ‘Anbragte børn - 25 beretninger om en barndom udenfor hjemmet.’ I kapitel 2 fortæller en mand om sin barndom med svigt fra flere sider og fejlanbringelse. Han taler om hvordan han blev redet af sin psykolog, der brød de gængse opfattelser af professionalitet, og tilbød drengen en plads i psykologens privatliv. Drengen flyttede hjem til psykologen og færdiggjorde folkeskolen. Afslutningsvis fortæller manden hvordan psykologen som rollemodel gjorde den helt større forskel i mandens liv.
Eksemplet understreger hvor vigtig indlevelse, engagement og følelse er i det pædagogiske arbejde. Der var jo ingen af de professionelle pædagoger der formåede at have en indvirkning på drengen.
For at inddrage netop kærlighed i pædagogisk praksis, har Fredrickson i definitionen på kærlighed elimineret en del af den irrationalitet, som man normalt forbindes med kærlighedsbegrebet. Hvilket opfordrer til en revurdering af pædagogisk professionalisme.

torsdag den 11. december 2014

Fortællingen som pædagogisk redskab

Fortællingen som pædagogisk redskab

Fortællingen kan være individskabende. Når man får noget fortalt, får man præsenteret nogle måder at være i verden på. Dermed tolker man og forholder man sig til disse måder at være i verden på. Dette er netop, hvad den hermeneutiske forståelsesproces af Poul Ricoeur, beskriver (se billede nedenfor).




En fortælling kan have forskellige opbygninger. Den klassiske fortælling - fx folkeeventyret - bygges gerne op  med en fremadskridende handling, der løber i tid. Her benyttes strukturen "hjem - ude - hjem". Man kan nævne aktantmodellen og berettermodellen som to opbygningsformer, der skaber spænding og naturlig, glidende fremgang i en fortælling.

Fortællingen er et godt redskab i den pædagogiske praksis, da sproget i fortællingen er meget lig barnets sprog. Barnet har en livlig fantasi, og i den klassiske fortælling ser man ofte overnaturlige ting - fx dyr, der kan tale, eller ting, der bliver levende. Desuden har barnet let ved at sætte sig ind i hovedpersonens helterolle, da barnet selv har en "verden-drejer-sig-kun-om-mig-opfattelse". Fortællingen tilgodeser altså barnets egocentriske væsen.

Fortællingen kan lære børn mange gode egenskaber. Via folkeeventyrets klassiske opbygning med helten, der skal ud i det ukendte og besejre det onde for til sidst at modtage gevinsten og vende tilbage til en lykkelig tilstand, lærer barnet, at man skal kæmpe videre, selvom man oplever modstand. Desuden læres lyttekultur samt det at vente på egen tur. Fortællingen kan desuden være sprogudviklende, da barnet kan forøge sit ordforråd samt blive bedre til at formulere sig.

Hvis man vil skabe en fortællerkultur i institutioner, kan det være vigtigt at skabe både et fysisk og mentalt rum. Det fysiske rum skal være behageligt, afslappet og stille. Der kan eventuelt indgå nogle ritualer, som signalerer, hvad der skal til at ske, og som klargør barnet. Det mentale rum skal være præget af, at man lægger hverdagens aktiviteter til side og fokuserer på det fælles tredje - nemlig fortællingen. Her er det vigtigt at pædagogen påtager sig rollen som fortæller. Man må indleve sig i fortællingen og anvende passende toneleje og stemmeføring. Desuden bør der skabe et trygt miljø, hvor børnene også selv tør fortælle.

Livshistorien kan være en rigtig god fortællemetode og et godt pædagogisk redskab. Socialkonstruktivismen hævder, at man skaber sig selv via konteksten med andre. Ved at fortælle sig egen livshistorie, bliver ens fortælling ens egen virkelighed. At lade barnet/borgeren fortælle om sit liv kan være med til at skabe klarhed og overblik over barnets/borgens liv. Det er ofte gavnligt at italesætte sine livssituationer, så man får tolket dem og gennemgået dem på flere planer. En livshistorie kan godt besidde kausalitet - altså give mening - for fortælleren, uden at den giver mening for lytteren. Fortælleren har den baggrundsviden, som der kræves, for at fortællingen giver mening.



Mediekulturen og dens forandring

Mediekulturen og dens forandring

Mediekulturen har gennem de sidste årtier ændret sig en del. Et eksempel herpå er internettet. Det er ikke længere blot et vidensleksion med envejsrettet information – men et ”social software” (web 2.0) med tryk på social. Internettet handler i stor gad om fællesskaber. Man kan snakke om online-fællesskaber og offline-fællesskaber. De to kan ikke skilles ad – de hænger sammen og går i forlængelse af hinanden. Medierne er altså interaktive, hvilket vil sige, at der skabes fællesskaber mellem mennesker. Der er desuden sket et paradigmeskift ift. modtager og afsender. Skellet mellem de to er udvisket, og brugerproduceret indhold på internettet fylder mere i dag end førhen. Brugere er nu i større grad medproducenter af indholdet (fx facebook).

Denne nye mediekultur medfører også en mediepanik - en angst overfor nytilkomne medier. Voksne er bange for, at de nye medier kan være skadelige for børn og unge. Kirsten Drotner definere mediepanik som en kulturkamp mellem generationer, hvor der kæmpes om, hvem der skal have magten til at definere fremtidens kulturelle kompetencer. Det er dog ikke noget nyt fænomen, at der opstår frygt for det nye og det ukendte. Ofte har det været de samme aktører, som spiller ind ift. mediepanikken. Her kan pressen nævnes. Pressen og dens sensationsjournalistik tager udgangspunkt i en effektteoretisk opfattelse af mennesker og medier. Dvs. at man går ud fra, at mennesker reagerer umiddelbart og direkte på mediernes stimuli. Det er dog en fejlagtig tolkning, som alligevel bruges til at forklare unge menneskers adfærd. Skulle man tage udgangspunkt i denne tankegang, ville alle børn, der spillede voldelige computerspil selv ende som voldelige personer og måske skyde deres klassekamerater. Det er vigtigt som professionel pædagog at afvige fra denne tendens og forholde sig kritisk til medierne.

Med mediekulturen følger et vis ansvar for institutionerne. De er socialt forpligtede til at tilbyde og præsentere medierne for de børn, som ikke har adgang til dem i hjemmet. Det kræver, at pædagogerne selv besidder nogle digitale kompetencer, således de kan fremstille medier for børnene på en kreativ og lærerig måde. Her skabes altså instrumentel kultur (kultur for og med børn), som bør tage udgangspunkt i autotelisk kultur (kultur af børn) for at skabe mest mulig interesse for børnene. Desuden bør man ikke overvåge børnene, men snarere vejlede når det gælder brug af medier.

Der er altså både nogle positive og negative effekter ved mediekulturen. En af udfordringerne kan være, at man i de mange online sociale netværk mangler den synlige kontakt. Man har ikke en ansigt-til-ansigt-kontakt og kan derfor ikke aflæse kropssprog. Det kan øge risikoen for misforståelser i en kommunikation.
En positiv gevinst ved mediekulturen og de mange nye fællesskaber, der opstår, er relationerne på tværs af aldersgrupper. Førhen legede børn mere sammen med andre børn i forskellige aldre i nabolaget. Man lærer meget af at være sammen med mennesker i andre aldersgrupper, da man må påtage sig forskellige roller, alt efter om man er den yngste eller ældste. Det giver nogle kvaliteter, som man kan tage med sig videre i livet. Disse fysiske fællesskaber finder ikke sted i samme grad i dag - børn er i langt større grad sammen med jævnaldrende i organiserede foreninger, fx i fodboldklubben. Her kan online-fællesskaberne kompensere for den manglende samvær med andre aldersgrupper - og online-fællesskaberne er ikke nødvendigvis af ringere kvalitet end de fysiske.








onsdag den 10. december 2014

Anerkendelse, kommunikation og ICDP





Anerkendelse - herunder kommunikation og ICDP

En anerkendende kommunikation kan beskrives som ligeværdig. I følge Berit Bae indebærer en anerkendende kommunikation, at pædagogen ser barnet som en ligeværdig samtalepartner med medfødte kommunikative kompetencer. Axel Honneth definerer anerkendelse som det at se den anden som en væsentlig anden, uanset om man værdsætter eller er enig i det, den anden siger. Definitionsmagt kan beskrives som det modsatte af anerkendelse. Den ene part er i en overmægtig position i forhold til den anden part – altså ophører ligeværdigheden.

Ved anerkendende kommunikation i relation mellem pædagog og bruger, støttes brugerens selvtillid og selvværd, hvilket fremmer brugerens videre udvikling. Den er med til at skabe ligeværdsfølelsen bruger og pædagog imellem.

Man skal som pædagog, men også generelt i al kommunikation, være bevidst om sin rolle. Fx er det vigtigt, at gå til en samtale i den ikke-vidende position (rollen som aktiv lytter) Man skal gøre sig overvejelser om sig selv i kommunikationen. Man skal være åben og imødekommende i en samtale. Man skal være nysgerrig og stille spørgsmål. Kropssproget skal være åbent. Man skal holde øjenkontakt i det omfang, det er naturligt.

Der kan være nogle udfordringer ift. etablering af en anerkendende kommunikation.
Fx skal ønsket om en dialog fra brugeren gerne være til stede. Er brugeren modvillig, er det svært at opnå en naturlig samtale.
Det er ikke kun pædagogen, der skal være anerkendende. Pædagogen selv skal også anerkendes af brugeren – ellers kan den ligeværdige samtale ikke finde sted, og der vil ikke komme noget konstruktivt ud af samtalen. Her er udfordringen for pædagogen at opnå netop denne anerkendelse.
Meget fysisk/psykisk udfordrede personer kan let opleve en uligeværdig relation til fagpersonen. Her er det særligt vigtigt for fagpersonen, at skabe den ligeværdige relation og kommunikation. Man skal anerkende den fysisk/psykisk udfordrede som et menneske med værd.

I forhold til anerkendelse er det også værd at nævne International Child Development Progamme (ICDP). ICDP er et program, der søger at udvikle barnet positivt. Man skal som pædagog fokusere på barnets ressourcer og intentioner. ICDP består af 8 samspilstemaer, som videre er opdelt i tre dialogformer; den følelsesmæssige, den lærende og den vejledende. Den følelsesmæssige dialogform handler om positiv kontakt med barnet. Barnet er her i centrum for dialogen, og pædagogen er anerkendende og værdsættende i relationen. I den lærende dialogform skal pædagogen hjælpe barnet med at være til stede i og opnå forståelse for oplevelsen. I den vejledende dialog skal pædagogen vejlede barnet i, hvordan det kan agere - komme med nye forslag, hvis barnets tanker er uhensigtsmæssige.  

I pædagogens arbejde med anerkendende kommunikation kan man også snakke om spejling. Spejling handler om at møde en anden med deres egen oplevelse eller følelse.  

Så er vi i gang!

Kære læser!

Nu er vi for alvor kommet igang med teori-delen af dette modul - professionel kommunikation. Vi har haft 5 undervisningsdage, hvor vi har stiftet bekendtskab med vores undervisere. Vi er gået mere i dybden med temaet kommunikation. Der har indtil videre været særligt fokus på mediekulturen og dens forandring, fortælling som et pædagogisk redskab, roller i dialogen/kommunikationen, anerkendelse og ICDP. 
I de følgende blogindlæg vil vi diskutere hovedelementerne i vores undervisning.

Hvem er vi?

Kære læser!

Vi vil lige komme med en præsentation af bloggens bagmænd. Hold fast!

Sara Stræde Madsen:
21 år. Bosiddende Sæby. Sara kan godt lide at arbejde med fotografering i sin fritid. Sara hjælper til i sine forældres klinik for fysioterapi. Hun vil i fremtiden gerne beskæftige sig med udviklingshæmmede børn.

Mike Nielsen:
26 år. Bor i Aalborg med sin kæreste. Mike går meget op i sin træning og kost. Han vil gerne arbejde med udsatte unge.

Kevin Sikora:
23 år. Bosat i Nørresundby med sin kæreste. Kevin interesserer sig meget for musik. Indenfor pædagogfaget interesserer han sig særligt for det social-psykologiske og vil gerne arbejde med socialt udsatte unge. 

Lauge Nielsen:
35 år. Nybagt far. Han kan godt lide at være aktiv - særligt snowboarding interesserer ham. Naturen generelt er noget, han sætter pris på. Lauge vil gerne, ligesom Mike og Kevin, arbejde med udsatte unge. 

Nina Klit Christensen:
23 år. Bosiddende i Aalborg. Studiejob i Kvickly Vestbyen. Har arbejdet som pædagogvikar i flere forskellige børnehaver gennem en årrække. Nina vil gerne beskæftige sig med børn inden for det special-/socialpædagogiske område.

onsdag den 3. december 2014

Velkommen til Orange Stue.

"Orange stue" er en faglig blog, der følger fem pædagogstuderendes faglige forløb om professionel kommunikation. Vi vil løbende komme med indlæg med fagligt indhold fra vores studie. Vi håber på at få en faglig debat, og I er meget velkomne til at deltage og kommentere!