Film: En dag i sollyset

“En dag i sollyset”
Vores film tager udgangspunkt i en situation, der fandt sted i en dus. En kvindelig pædagog så, at 2 piger fra 3. klasse sad oven på stængerne på et bordfodboldbord. Hun observerede de to piger et stykke tid for at se situationen an. Herefter henvendte pædagogen sig til de to piger med en rolig stemme og sagde: “Piger, jeg kan godt se, det er smart at sidde på stængerne, men I bliver nødt til at gå ned fra dem, for ellers går de i stykker, og så bliver de andre børn kede af ikke at kunne bruge bordet.” De to piger hoppede med det samme ned fra bordfodboldbordet. Pigerne begyndte hurtigt at snakke om noget andet, som om de forsøgte at flytte fokus fra situationen. Nu gik snakken på mad.

I dette eksempel på professionel kommunikation mellem fagperson og bruger - pædagog og barn - kan man tilknytte nogle forskellige teorier indenfor den pædagogiske praksis.

Ikke voldelig kommunikation 
Den amerikanske psykolog Marshall Rosenberg har udviklet en pædagogisk praksis omkring ikke voldelige kommunikation - også kaldet girafsprog (1). Rosenberg tager afstand fra det at stille krav i kommunikation. Han mener i stedet, at man bør anvende begrundet anmodning, som vil medføre en større forståelse hos modparten i kommunikationen. Ofte anmoder vi indirekte i vores sprog. Det kan let skabe misforståelser, og det er derfor hensigtsmæssigt at være klar og direkte i sin anmodning. Rosenberg opstiller 4 grundlæggende trin inden for den ikke voldelige kommunikation:

• Iagttagelse: Observationer så objektive som mulige - dvs. uden fordomme.
• Følelser: De følelser, der opstår i forhold til iagttagelserne.
• Behov: De behov, der er forbundet med følelser (alle følelser udspringer af et behov).
• Anmodning: Det, man ønsker af den anden, som vil forbedre ens egen situation.

Hvis man ser på vores observation, er pædagogens udmelding til børnene et godt eksempel på ikke-voldelig kommunikation. Pædagogen opfylder fint de 4 punkter indenfor denne kommunikationstype - selvom de dog ikke kommer i samme rækkefølge, som Rosenberg opstiller dem. Hun iagttager børnene og anerkender det faktum, at de har det sjovt på stængerne. Hun anmoder om, at de skal gå ned fra stængerne, fordi hun har et behov for at bordet forbliver intakt, så andre børn kan bruge det, og dermed ikke bliver kede af det - her kommer andre børns følelser og behov altså i spil.

Rosenberg snakker om 4 reaktionsmønstre. Her hentyder han til måden, hvorpå man reagerer på et negativt budskab. Det kan for eksempel være krav, der let opfattes som angreb. Føler man sig angrebet, vil man ofte ubevidst reagere defensivt. Særligt de to sidstnævnte reaktionsmønstre er de mest hensigtsmæssige i en professionel sammenhæng.

4 reaktionsmønstre:

• Man retter bebrejdelse mod sig selv, hvilket kan medføre skyld og skam.
• Man retter bebrejdelse mod andre (en slags modangreb), hvilket kan medføre vrede.
• Man fornemmer egne følelser og behov, hvilket kan resultere i en mere troværdig argumentation, som i sidste ende kan medføre konfliktløsning.
  Se Carl Rogers - affekttollerance. 
• Man fornemmer andres følelser og behov i deres negative budskab og overvejer hvad ligger bag det negative udsagn. Dette kan medføre, at personen med det negative budskab føler sig hørt og forstået, hvilket endvidere kan medføre konfliktløsning.

Selvom det i udgangspunktet er det gode eksempel på ikke-voldelig kommunikation, vi observerede, kan man dog finde kritikpunkter. Der er en risiko for, at pædagogens udsagn fremtvinger en bebrejdelse hos børnene, som er rettet mod dem selv - altså en skamfølelse. Hun lægger vægt på, at de to piger vil såre andre børns følelser, hvis ikke de gør, som hun siger. Det kan virke som en slags afpresning. Dette er naturligvis ikke hensigtsmæssigt, og derfor har vi forsøgt, omend en smule karikeret for at fremhæve pointen, at omformulere citatet fra pædagogen, således det ikke vil frembringe forlegenhed eller skamfølelse. Desuden har vi sørget for, at de 4 punkter præsenteres i rigtig rækkefølge:

“Piger. Jeg kan godt se, at det er sjovt og smart at sidde på stængerne, men jeg føler en frygt for at bordet går i stykker, og jeg har behov for at bordet forbliver intakt, så vi stadig kan lege med det. Vil I være søde at hoppe ned derfra?”
Pædagogen Karen Ditte Nielsen er fortaler for Rosenbergs ikke voldelige kommunikation. Ifølge hende anerkender børn, at man vil passe på dem - men hvis de har oplevelsen af, at man er ligeglad med dem, vil de også være ligeglade med ens argumenter. Som pædagog skal man, ifølge Karen Ditte, hjælpe børn til at gøre deres lyster realistiske. Hun mener, at voksne er alt for hurtige til at sige nej til børns ønsker. Hvis man mener, barnet ikke kan klare det, som efterspørges, har barnet krav på argumenter for, hvorfor man siger nej (2).

Respekt, indføling og medfølelse er altså nogle nøgleord inden for ikke voldelig kommunikation - eller som Rosenberg ofte udtrykker det: At give fra hjertet.


Carl Rogers - affekttollerance
Psykologen Carl Rogers taler om affekttolleance (3), som det at kunne acceptere og anerkende sine følelser, men samtidig at kunne beherske dem i den professionelle sammenhæng. Det er vigtigt ikke at undertrykke egne følelser, da man så heller ikke er i stand til at forstå andres følelser - og dermed handle ud fra dem. Det er en meget fintfølende balancegang, og man vil opnå større autenticitet, når man selv forstår følelserne. Rogers’ teori om affekttollerance kan drage paralleller til Rosenbergs 4 punkter inden for empatisk, ikke voldelig kommunikation, som jo også i høj grad handler om, at være bevidst om sine følelser samt de behov der medfølger. Rogers mener, at så længe den professionelle accepterer sine egne følelser, er der gode muligheder for, at den professionelle kan håndtere andres følelser og dermed hjælpe andre. I vores tilfælde med pædagogen og de to piger, kan man sige, at pædagogen er bevidst om både sine egne følelser, men i høj grad også andres følelser. Hun nævner, at de andre børn vil blive kede af det, hvis bordet går i stykker. Dog udtrykker hun muligvis disse følelser en smule uhensigtsmæssigt, som før omtalt. Som det illustreres i filmen, er det ikke usandsynligt, at en pædagog ville skælde børnene ud i dette tilfælde, fordi de gør noget, de ikke må. Var dét realiteten, ville der være en mangel på affekttollerance. Pædagogen ville reagerer på sine umiddelbare følelser, frem for at tage en dyb vejrtrækning og beherske dem, som pædagogen i vores observation gjorde det.


Erving Goffman
Vi ser på pigernes reaktion, da pædagogen konfronterer dem, ud fra Goffmans teori om sociale samspilshandlinger - mere specifikt ideen om “save face” (4). Vi antager, at pigerne bliver forlegne, da de pludselig er mere i fokus, end de ønsker - et fokus skabt på det negative grundlag, at de gør noget, de ikke må. For at ryste det negative fokus af sig og samtidig fjerne opmærksomheden fra sig selv, begynder de at tale om mad. Ved at flytte fokus over på maden bliver pigerne ikke fastholdt i den ubehagelige følelse af skam, som situationen har frembragt hos dem.


Hermeneutik
Poul Ricoeur har udviklet en teori om hermeneutik (5), som handler om forståelseshorisonter, samt disses indflydelse på kommunikationer. I casen observerer pædagogen børnene og forstår, at pigerne gerne vil ses og være i centrum - dog uden at være så meget i centrum, at det bliver scene-agtigt. For at understrege sin forståelse af børnenes perspektiv, kunne pædagogen have tilbudt dem en anden mulighed til at forblive i centrum. F.eks. kunne der være opstillet høje borde og stole centralt i lokalet. Efter at have ommøbleret lokalet ville pædagogen igen skulle observere pigerne. Var pædagogens forrige fortolkning rigtig? Sad pigerne på bordfodboldbordet for at være i centrum, vil pigerne nu benytte den nye siddeplads. Hvis ikke det er tilfældet, må pædagogen revurdere sin observation.


Anerkendende kommunikation - Axel Honneth
I sin måde at henvende sig til de to piger på, kunne pædagogen havde gjort brug af Axel Honnets ideer mht. anerkendende kommunikation (6). Vi vil i det nedenstående give et eksempel på, hvordan dette kunne have foregået. Efter observation af pigerne kunne pædagogen henvende sig til dem i form af et spørgsmål for at indlede en dialog med pigerne i stedet for den monolog, vi observerede. Ved at benytte sig af en dialogform inkluderes børnene. Deres behov og følelser vil kunne komme til udtryk, og pædagogen kan således anerkende og tage hensyn til disse på en måde, hvorpå børnene føler det.

Eksempel: Pædagogen går over til pigerne, placerer sig i en ligeværdig øjenhøjde og skaber øjenkontakt med dem.

Pædagog: “Hej piger! Hvordan kan det være, at I sidder på bordfodboldbordet?”

Piger: “Det er fordi at, så kan man bedre se os, og vi kan se de andre.”

Pædagog: “Aha! Jeg kan godt forstå, at I gerne vil ses - specielt i jeres smarte nye tøj. Nu er det bare sådan, at fodboldbordet ikke kan holde til at blive siddet på. Kan vi finde en anden måde, hvor de andre kan se jer, og hvor I kan følge med i, hvad der sker her i dussen?”

Pige: “Øøøh… Det ved jeg ikke.”

Pædagog: “Hvad nu hvis vi fik sat et par høje runde borde og stole her ind i lokalet, så kunne I sidde på dem og holde lidt øje med det hele?”

Piger: “Jo, det vil vi gerne. Så kunne vi også lege, at vi var på café.”

Pædagog: “Det lyder som en god idé. Vi har nogle høje stole og borde nede i kælderen. Kan I hjælpe mig med at bære dem herop og sætte dem på plads bagefter?”

Læringsmål for modulet professionel kommunikation:
Har grundlæggende viden om og færdigheder i kropslig, æstetisk og kognitiv kommunikation med henblik på at kunne indgå i kommunikative sammenhænge med forskellige målgrupper.

Vi har i modulet lært om grundlæggende teorier mht. kommunikation. Disse teorier er nærmere forklaret i vores diverse blogindlæg. Med kendskab til disse teorier er vi bedre rustet til at indgå i positiv, meningsfuld kommunikation med borgere samt andre fagpersoner.


Kan reflektere over kommunikationens betydning for relationsarbejde i pædagogiske sammenhænge med henblik på at fremme trivsel, socialisering og inkluderende fællesskaber.

I vores arbejde med pædagogens monolog med de to piger, reflekterer vi bl.a. over hvilke andre kommunikationsmuligheder pædagogen kunne have anvendt, samt hvilke effekter, de ville have haft. Vi fokuserer særligt på de to pigers trivsel, da vi diskuterer deres oplevelse af, og følelser i forbindelse med den anerkendende relation - herunder forlegenhedsfølelsen. Den viden, vi har opnået om forskellige kommunikationstyper, giver os redskaber til at kunne reflektere over vores egen praksis som fremtidige pædagoger. Samtidig skal vi være kritiske overfor brugen af ikke tidssvarende pædagogiske metoder.

Kan støtte udviklingen af andres sprog og kommunikationskompetencer med blik for relation og kontekst.

Pædagogen har en væsentlig rolle ift. udvikling af borgerens sprog. F.eks. er det vigtigt, at pædagogen selv har et godt sprog, da børn kopierer de mennesker, de omgås med, og udvikler sig herigennem. Ved at møde børn med anerkendende tale og kropssprog fremmer man børnenes sprog og kommunikationskompetencer, da de kan relatere til den voksne fagperson og spejle sig selv i den voksne. Ved at skabe en dialog frem for en monolog kan man udvikle børnenes sproglige og kommunikative kompetencer.

Litteratur:

1. Rosenberg, Marshall B. (2010): At give fra hjertet |: Rosenberg, Marshall B., Ikke voldelig kommunikation - Girafsprog, s. 19-33. Borgen.

2. Jensen, Vibeke Bye (2002): Børn og unge, nr. 11

3. Mørch, Susanne Idun. (2008): Refleksion og analyse |:Mørch, Susanne Idun., Kommunikationskultur, samtaler i pædagogisk arbejde, s 67-79. Academica.

4. Kristiansen, Søren (2005): Goffman. Hverdagslivets rollespil.|: Jacobsen Michael Hviid og, Kristiansen Søren, Hverdagslivet, s. 194-220. Kbh., Hans Reitzel forlag.

5. Ricoeur, Poul (1979): Fortolkningsteori. Valby, Vintens Forlag.
   Ricoeur, Poul (1973): Filosofiens kilder. Valby, Vintens Forlag.

6. Ritchie, Tom (2011): Drop Anerkendelsen - Tænk Nyt. Social Kritik, Årg. 23, nr. 128. s. 111-113.

Filmworkshop

Så er vi tilbage fra juleferie!

Vi lægger første dag ud med en introduktion til filmproduktion.

Vi prøver kræfter af med programmet "imovie", hvor vi afprøver forskellige filmiske virkemidler. Dette skal forberede os til vores kommende arbejdsperiode, hvor vi skal fremstille en film udfra de observationer, vi har gjort os under feltarbejdet.

Nedenfor ses et eksempel på redigering af vores "Erving Goffmann-film" om en pinlig situation.

Mobning

Mobning

I det følgende svarer vi på nogle perspektiveringsspørgsmål ift. digital mobning.

Hvordan defineres digital mobning
- og hvilke tre træk karakteriserer Jette Kofoed som digital mobning?
Digital mobning finder sted på digitale, sociale medier som fx arto, facebook og instagram, men også over sms. Jette Kofoed nævner tre særlige træk: 

• Anonymitet – man kan ikke vide sig sikker på afsenderen 
• Det faktum, at man ikke kan slippe væk. Selvom man slukker sin telefon eller computer, er beskederne der stadig. 
• Eksponering til en uendelig, ukendt offentlighed 

Desuden er der nogle andre kendetegn ved digital mobning: 

• Hadegrupper 
• Meget voldsomme beskeder 
• Uvished – hvor mange ser disse ubehagelige beskeder rettet mod mobbeofferet
• Et ubestemmeligt sprog - det er vanskeligt at afkode det digitale sprog (mange ting er bare ”for sjov”, men det kan være svært at forstår hvornår) 
• Ubeskyttethed – det er vanskeligt at forsvare sig mod det negative ”angreb” 

Hvad kendetegner rhizome-begrebet?
Der findes ikke nogen endegyldig historie, når man snakker om en mobbesituation. Digital mobning kan ikke ses som noget lineært. Det er meget mere komplekst. Det er en stor opgave for pædagoger at håndtere denne form for mobning. Kofoed bruger begrebet ”rhizomer” til at forklare denne kompleksitet. Det handler altså om de individuelle syn på, hvordan mobning af en person eller gruppe er opstået.

Hvad betyder begrebet "non-simultanitet"?
Nonsimultanitet hænger stærkt sammen med rhizome-begrebet. Det handler om sammenblandingen af tid, sted og involverede personer. Man kan ikke gengive én historie. Nonsimultanitet kan fx ses på facebook, hvor beskeder ses på forskellige tidspunkter, af forskellige personer og opfattes forskelligt.

Hvad er konsekvenserne for ofre for digital mobning?
Mobning er ikke noget, man skal tage let på. Det kan medføre livslange lidelser. En følelse af, at man ikke kan bidrage med noget, og at man ikke er værdig, kan forringe livskvaliteten betydeligt. Man kan i værste tilfælde blive invalideret på livstid. Fagpersonen bliver nødt til at gøre noget ved mobning, hvis den finder sted. Det skal tages meget alvorligt – børn så unge som 9-årige begår selvmord pga. mobning. Det er fagpersonens ansvar at sørge for, at alle brugerne kan være i klassen/børnehaven/institutionen og at de trives.

Hvis man spejles i et ekskluderende samspil og bliver mobbet, kan ens selvbillede blive så negativt, at man ikke kan udvikle sig positivt. Emnet skal italesættes og debatteres for at komme problemet til livs. Der er undersøgelser, som viser, at de mennesker, der har det svært senere i livet på arbejdsmarkedet, ofte også er dem, der er blevet mobbet som børn. Definitionen af mobning er sådan set ligegyldig – så længe en person opfatter noget som mobning, skal der gribes ind - også selvom man synes, det er noget "pjat", og at barnet er særligt følsomt. Som pædagog er ens holdninger til mobning afgørende for, hvordan man vil agere i en situation med mobning. Her kommer pædagogens faglighed, forforståelse og erfaringer i spil. 

Mobning er meget komplekst. Der er flere ting på spil og pædagogen må være opmærksom på alle sider i en mobbesag (mistrivsel i hjemmet, samværsformer etc.)

Kommunikation - roller og relationer

Kommunikation - roller og relationer

Det er vigtigt i pædagogisk virke at kunne reflektere over kommunikationen med borgeren. Herom er der udviklet flere teorier.

Carl Rogers snakker om affekttolerance, som det at kunne acceptere og anerkende sine følelser, men samtidig at kunne beherske dem. Det er vigtigt ikke at undertrykke egne følelser, da man så heller ikke er i stand til at forstå andres følelser - og dermed handle ud fra dem. Det er en meget fintfølende balancegang,  og man vil opnå større autenticitet, når man selv forstår følelserne.

Eric Berne har udviklet en teori omkring identifikationen af sig selv, som han kalder transaktionsanalyse. Han opridser tre positioner, man kan sætte sig i, når man kommunikerer:
- Ophav: At agere, som ens forældre ville gøre. Man påtager sig deres ord og holdninger.
- Voksen: At kunne tage selvstændige og objektive valg.
- Barn: At agere som da man var barn (regression)

Han skelner mellem to transaktioner:

• Den komplementære, som er ukompliceret. Her er modtager og afsender enige om diskursen og indholdet/form i kommunikationen. 
• Den krydsende/skjulte transaktion, som indebærer nogle underliggende roller. Her anerkendes modpartens position/rolle ikke, hvilket kan medføre misforståelser.

Adskillelse er et begreb af John Andersen. Han  snakker om at man ikke skal indføre sit eget privatliv i professionel sammenhæng i for stor grad, da det kan overskride brugerens grænse. At adskille sig skal ikke forstås som at distancere sig - man kan stadig sagtens være en nærværende og autentisk pædagog, selvom man adskiller sit professionelle "jeg" fra sit private "jeg". Han snakker om overinvolvering. Overinvolvering skal ikke forstås som at involvere sig for meget, men forkert. Dvs. at man ikke bør involvere sig på områder, som er udenfor ens kompetenceområder. Overinvolvering kan medføre at man kan manipuleres til at  påtage sig nogle bestemte roller, som man ikke er bevidst om, at man besidder.

I forlængelse af disse teorier vil vi inddrage 'still face', en teori udviklet bl.a. Edward Tronick. Still face handler om manglen på respons i en kommunikation. Teorien er udviklet med forsøget, kendt som 'the still face experiment'.

Forsøget viser et spædbarn og dets moder i interaktion. De to har en normal interaktion indtil moderen fryser sin mimik. Barnnet reagere først ved aktivt at søge moderens reaktion. Dette gør barnet gennem gestik, mimik og høje lyde. Når moderen ikke reagere vender barnet sin frustration indad. Barnet vender sig væk fra moderen og bliver stille. Efter nogle minutter interagere moderen igen med barnet, og barnet reagere positivt ved genoprettelsen af relationen. 

Eksperimentet understreger vigtigheden af spejling i kommunikationen. Barnet bliver utryg ved og frustreret over den manglende spejling. 

Det er altså vigtigt at man som pædagog er bevidst om sin egen mimik i interaktion med borgerne.

Ikke voldelig kommunikation

Ikke voldelig kommunikation - girafsprog og ulvesprog

Denne kommunikationsform er udtænkt af den amerikanske Marshall B Rosenberg (psykolog), som ville undersøge, hvordan han kunne stoppe sin egen voldelige adfærd/kommunikation. Han påpeger 4 grundlæggende trin:

• Iagttagelse: Observationer så objektive som muligt, uden fordomme. 
• Følelser: De følelser, der opstår i forhold til iagttagelserne. 
• Behov: De behov, der er forbundet med følelserne (alle følelser udspringer af et behov) 
• Anmodning: Det, vi ønsker af den anden, som vil forbedre egen situation.

Desuden snakker han om 4 reaktionsmønstre på negative budskaber:

• Rette bebrejdelse på sig selv, hvilket kan medføre skyld og skam 
• Rette bebrejdelse mod andre/modangreb, hvilket kan medføre vrede 
• Fornemme egne følelser/behov, hvilket kan medføre konfliktløsning 
• Fornemme andres følelser og behov i deres negative budskab – hvad ligger bag det negative udsagn. Dette kan medføre, at personen med det negative budskab føler sig hørt 

De to sidste reaktionsmønstre følger Rosenbergs tankegang, og vil være de mest hensigtsmæssige reaktioner i en professionel sammenhæng. Et eksempel herpå kan være:

"Du skuffede mig, fordi du ikke kiggede indenfor hos mig i aftes” - Her rettes fokus mod den anden (du) og ansvaret skubbes væk fra én selv.

”Jeg blev skuffet over, at du ikke kiggede indenfor hos mig, for jeg havde lyst til at snakke nogle ting igennem, som nagede mig." - Fokus ligger her på én selv (jeg) og man kan altså snakke om ikke-voldelig kommunikation.

Man kan opsummerende sige om girafsprog, at det handler om at tage ansvar for egne følelser, at lytte til andres syn på tingene og at være bevidst om sine behov. Girafsprog kan være en kilde til konfliktløsning. Modsat girafsproget findes ulvesproget, som handler om at bebrejde andre sine egne reaktioner, at søge efter ”gode” og ”onde” samt at komme med domme og vurderinger. Ulvesproget kan, modsat girafsproget, være en kilde til konflikt.

Barnets sproglige udvikling

Barnets sproglige udvikling

Den sproglige forståelse ”begynder” før barnet bliver født. Fostret bliver via intonation og tonefald påvirket, og barnet føler behag ved moderens oplæsning. Barnets udvikling i de første 16 måneder deles op i tre interaktionsfaser: Primær intersubjektivitet (de første 5 mdr), subjektivitet (fra ca 5 til 8 måned) og sekundær intersubjektivitet (fra ca 8-16 mdr).

Forældrene og pædagogernes roller er tydelige. Det er vigtigt, at den voksne er i barnets nærhed, så barnet kan få knyttet ord på det, det ser. Fra 8. måned skal forældre og pædagog være særlig opmærksom på barnets behov for sproglig nærkontakt, så barnet kan få den optimale forklaring på de ting, som barnet f.eks. peger på. I denne periode udvikler barnet en særlig modtagelighed for sprog. Mange børn begynder i institution ved ca. 6 månedersalderen – derfor har pædagogen et særligt ansvar. (Samvær med barnet ca. 7,2 timer dagligt.) Når pædagogen eller forældrene kommunikerer med barnet stimuleres barnet af den voksens tale. Kommunikationen til barnet skal være et begrebsmæssigt og syntaktisk udfoldet sprog- ikke korte sætninger eller ord udtalt som barnet vil gøre det. Den voksne skal altid give sig tid til at kommunikere og sprogligt udbygge barnets tale og altid handle i overensstemmelse med, hvad barnet ønsker at sige.

Gode råd til sprogstimulering i dagligdagen:

• I dagligdagen kan det være en god ide at stimulere barnets sanser og motorik, og altid give sig tid til at reagere på verbale henvendelser fra barnet.
• Således kan man spørge ind til barnet og lytte hvad barnet vil fortælle.
• Føre en engageret og indholdsbestemt samtale med barnet og signalere ro og interesse med stemme, kropssprog og øjenkontakt.
• Det er også en god ide at bruge et velartikuleret verbalsprog samt at respektere det enkelte barns personlighed, interesser og læringsveje.

Babytegn:
Babytegn er en kommunikationsform for børn uden talesprog. Denne form for kommunikation gør det muligt for forældre og pædagoger at kommunikere med et barn før det kan tale (eks: Pege på munden, når barnet er sulten, pege på numsen, når barnet har ondt/vil skiftes osv). Babysprog har sit udspring i tegn-til-tale og opstod grundet en frustration over manglende kommunikation med de helt små børn. Denne form for kommunikation mindsker sandsynligheden for at barnet ikke føler sig forstået. Derved undgår barnet at blive frustreret. Børn der benytter babytegn, lærer hurtigere tale sprog og opnår dermed stort ordforråd hurtigere.

Kategorisering og interkulturel pædagogik

Kategorisering og interkulturel pædagogik

Social kategorisering kan forstås som en systematisering af den sociale verden. Den fortæller os, hvordan vi skal handle (vores roller), og hvordan vi forventer, at andre skal handle. Kategorisering er en nødvendighed, for at forstå samfundet, men det kan have en række negative effekter, som man kan anskue som en trappe:

Selvom der medfølger en række svære dilemmaer, er kategorisering også en nødvendighed i samfundet. På den ene side er de sociale mekanismer ved kategorisering med til at skabe den enkeltes identitet og hensyntagen til andre i samme kategori. På den anden side begrænses og hindres udviklingen af solidaritet og socialt fællesskab af de ovennævnte dilemmaer. Med denne kategorisering og alle følgerne deraf kommer et ansvar hos pædagogerne. Der kræves en indsigt i og bevidsthed om processer der fører til netop kategorisering og andetgørelse/fremmedgørelse.

Stereotypisering: Stereotypisering kan defineres som ”forenklede beskrivelser af antagne kulturtræk ved bestemte typer af mennesker”, altså socialt effektive fordomme. Det er ensidige, overdrevne og tendentiøse beskrivelser. Stereotypisering fremkommer i mødet med mennesker, der er fremmede for hinanden - altså når vi møder det ukendte. Her forholder sig til de forventninger, man har til en person, ikke til den konkrete person. Stereotyper kan i sidste ende udvikles til fjendebilleder

Stigmatisering: 
Stigmatisering er en proces, hvor man tilskrives nogle negative egenskaber pga. enkelte, tilfældige handlinger. Man ser en partiel identitet fremfor en total identitet (Katzenelson). Mennesket opfattes som et kategorimedlem frem for et individ. Denne ikke anerkendende fradømmelse af personstatus, kan føre til negativ selvopfattelse, fordi man til sidst selv tror på stigmatiseringen. Stigmatisering kan medføre ændringer i interaktionsmønstre, således den pårørte udvikler negativ selvopfattelse pga. stemplingsprocessen (hvis man hele tiden får at vide at man er dum, tror man selv på det til sidst). Dvs. at individet begynder at tilpasse sig de forventninger, som andre har til individet. 

Diskrimination: Diskrimination er en forskelsbehandling der bygger på illegitime kriterier, om de er tilfældige/tilsigtede eller ej.
Et eksempel herpå kan være de pædagogiske indsatser, der udformes pga. individet som kategorirepræsentant frem for individet selv. 

Situationsforklaring vs. egenskabsforklaring: 
Der er en generel tendens ift. de to forklaringsmodeller: Vi situationsforklarer hos dem vi definerer os selv i kategori med – dem vi er ens med, mens vi egenskabsforklarer hos dem vi definerer som i anden kategori end os selv - altså som fremmede.
- Situationsforklaring: At forklare handlinger ud fra den konkrete situation
- Egenskabsforklaring: At forklare handlinger ud fra en tro på, at de involverede personer agerede, som de gjorde, på baggrund af deres kultur, religion – altså egenskaber.

Evolutionistisk kulturopfattelse
Denne opfattelse er en udvikling, der ses som entydigt fremadskridende. Denne kulturopfattelse er hierarkisk opbygget. Dem, der er øverst på den kulturelle udviklingsstige, har ret til at påtvinge dem, der er lavere på stigen, egne sociale og kulturelle værdier. Der er risiko for egenskabsforklaring.

Kulturrelativistisk kulturopfattelse
I stedet for at se på kulturene som værende en del af den samme udvikling, set man her på alle kulturer som ligestillede, og som værende lige gode løsninger på problemer - derfor accepteres al adfærd, da den kan forklares so men del af en kulturlogik. Risikoen her kan være, at man accepterer en uhensigtsmæssig adfærd, fordi man kan forklare den ud fra en kulturel forståelse. Der er et skift i fokus fra fra barnets og forældrenes konkrete sociale situation til barnets og forældrenes kultur, og denne opfattelse kan skabe en forringelse af konstruktive pædagogiske indsatser, i og med man har fokus det forkerte sted.
Pædagoger kan udvikle og legitimere ”discountforventninger” – dvs. lavere forventninger end ellers til muligheden for, gennem sociale og pædagogiske indsatser, at bidrage til ligestilling mellem børn med anden etnisk baggrund end dansk og andre børn i Danmark.

Kontekstuel kulturopfattelse:
De etniske træk, der i de ovenstående kulturopfattelser, ville opfattes som fundamentale, betragtes som træk produceret under specifikke sociale, historiske, geografiske og politiske forhold.
Etnicitet forstås altså subjektivt, ikke objektivt. Etniske grupper og deres grænser defineres indefra- altså af grupperne selv. Etnicitet er relation mellem grupper, eller egenskaberne ved grupperne. Fylder religion meget i en gruppe, vil de definere en religiøs etnicitet.

Kompensatorisk pædagogik
Denne pædagogik stammer fra 1960’erne i USA, hvor der i den indre by skete et socialt og moralsk fald med megen kriminalitet. Uddannelser var et middel her imod. Skolerne i byerne skulle reformeres med den såkaldte compensatory education. Pædagogikken skulle hjælpe det fattige barn fra slummen, som grundet sine sociale og fysiske rammer, var udviklingsmæssigt bagud. Man mente, at en tidlig forebyggende indsats vil havde langsigtede positive effekter. Et ekspempel herpå er "Project Head Start" - et projekt, hvor man ville give særlig støtte til de fattige børn og andre børn fra minoritetsgrupper, som man vidste, ifølge undersøgelser, klarede sig dårligere end andre børn. Man ser en lignende pædagogik i Danmark i den nutidige pædagogiske praksis, nemlig den, at det er hos minoriteterne problemet ligger, ikke hos det danske samfund. Man skal hurtigst muligt have de ”ikke-danske” børn til at passe ind i det danske samfund, for "deres" skyld (assimilationsforståelse).

Det depriverede barn
Det depriverede barn er det ressourcesvage barn – et risikobarn. Det er barnet, der mangler intellektuelle, kreative, musiske og fysiske færdigheder. Altså er fokus på barnets svagheder fremfor dets kompetencer - en retorik der ofte ses i arbejdet med to-sprogede børn.

Den depriverede familie - kulturel deprivation
Kulturel deprivation beskriver de omstændigheder, som det depriverede barn, er vokset op under, og som skyldes dets ressourcesvaghed. De depriverede familier tilbyder ikke den opbakning, støtte og udvikling som det kræves, for at passe ind i det danske skolesystem – her snakker vi både sprogligt, kundskabsmæssigt og adfærdsmæssigt.

Kritik af den kompensatoriske uddannelse
Den kompensatoriske uddannelse nævnes aldrig i pædagogisk debat, men den har alligevel sneget sig frem bag om ryggen på os. I USA var resultaterne af undersøgelser, at uddannelsen ikke var så effektiv som forventet. Man så nogle umiddelbare, kortvarige resultater indenfor skolefærdigheder, men de holdt ikke på længere sigt i form af længerevarende uddannelsesforløb. Man nåede frem til den konklusion, at man burde fokusere på barnets kompetencer, fremfor dets svagheder og at inddele børn i grupper af kompetente og inkompetente. Desuden er en kritik af den kompensatoriske pædagogik, at al viden og kompetence, der ikke passer ind i standardiserede test, ses som uværdig. Børn med andre kulturelle baggrunde end danske, har altså nogle kompetencer, som ikke har anses som vigtige i det uddannelsessytem, og som derfor ikke bliver anerkendt.

Interkulturel pædagogik: Denne pædagogik er et alternativ til den kompensatoriske pædagogik. Pædagogikken belyser, at alle børn bør have de bedste muligheder for at lære mest muligt, klare sig godt i uddannelsessystemet og videre hen på arbejdsmarkedet. Den interkulturelle skole bygger på en forventning om, at alle børn kommer med vigtige ressourcer, kundskaber og evnen til at lære, og at man skal arbejde videre med disse kompetencer. Pædagogikken kan hjælpe med bekæmpelse af børns fordomme og stereotypier ift. minoritetsgrupper, i og med man bør debattere emnet med børnene, så de bliver klar over samfundets diversitet, selvom nogle fagpersoner kan være bange for en sådan debat, fordi de ikke vil skabe problemer, som ikke er der i forvejen. Undervisningens indhold bør støtte elevernes identitetsudvikling og deltagelse i skolen. Curriculum bør afspejle vores samfunds sammensætning. For at den interkulturelle pædagogik skal have en virkning, er det vigtigt, at den bliver en integreret del af den pædagogiske diskurs - herunder er forældrenes inddragelse vigtig.