Film: En dag i sollyset

“En dag i sollyset”
Vores film tager udgangspunkt i en situation, der fandt sted i en dus. En kvindelig pædagog så, at 2 piger fra 3. klasse sad oven på stængerne på et bordfodboldbord. Hun observerede de to piger et stykke tid for at se situationen an. Herefter henvendte pædagogen sig til de to piger med en rolig stemme og sagde: “Piger, jeg kan godt se, det er smart at sidde på stængerne, men I bliver nødt til at gå ned fra dem, for ellers går de i stykker, og så bliver de andre børn kede af ikke at kunne bruge bordet.” De to piger hoppede med det samme ned fra bordfodboldbordet. Pigerne begyndte hurtigt at snakke om noget andet, som om de forsøgte at flytte fokus fra situationen. Nu gik snakken på mad.

I dette eksempel på professionel kommunikation mellem fagperson og bruger - pædagog og barn - kan man tilknytte nogle forskellige teorier indenfor den pædagogiske praksis.

Ikke voldelig kommunikation 
Den amerikanske psykolog Marshall Rosenberg har udviklet en pædagogisk praksis omkring ikke voldelige kommunikation - også kaldet girafsprog (1). Rosenberg tager afstand fra det at stille krav i kommunikation. Han mener i stedet, at man bør anvende begrundet anmodning, som vil medføre en større forståelse hos modparten i kommunikationen. Ofte anmoder vi indirekte i vores sprog. Det kan let skabe misforståelser, og det er derfor hensigtsmæssigt at være klar og direkte i sin anmodning. Rosenberg opstiller 4 grundlæggende trin inden for den ikke voldelige kommunikation:

• Iagttagelse: Observationer så objektive som mulige - dvs. uden fordomme.
• Følelser: De følelser, der opstår i forhold til iagttagelserne.
• Behov: De behov, der er forbundet med følelser (alle følelser udspringer af et behov).
• Anmodning: Det, man ønsker af den anden, som vil forbedre ens egen situation.

Hvis man ser på vores observation, er pædagogens udmelding til børnene et godt eksempel på ikke-voldelig kommunikation. Pædagogen opfylder fint de 4 punkter indenfor denne kommunikationstype - selvom de dog ikke kommer i samme rækkefølge, som Rosenberg opstiller dem. Hun iagttager børnene og anerkender det faktum, at de har det sjovt på stængerne. Hun anmoder om, at de skal gå ned fra stængerne, fordi hun har et behov for at bordet forbliver intakt, så andre børn kan bruge det, og dermed ikke bliver kede af det - her kommer andre børns følelser og behov altså i spil.

Rosenberg snakker om 4 reaktionsmønstre. Her hentyder han til måden, hvorpå man reagerer på et negativt budskab. Det kan for eksempel være krav, der let opfattes som angreb. Føler man sig angrebet, vil man ofte ubevidst reagere defensivt. Særligt de to sidstnævnte reaktionsmønstre er de mest hensigtsmæssige i en professionel sammenhæng.

4 reaktionsmønstre:

• Man retter bebrejdelse mod sig selv, hvilket kan medføre skyld og skam.
• Man retter bebrejdelse mod andre (en slags modangreb), hvilket kan medføre vrede.
• Man fornemmer egne følelser og behov, hvilket kan resultere i en mere troværdig argumentation, som i sidste ende kan medføre konfliktløsning.
  Se Carl Rogers - affekttollerance. 
• Man fornemmer andres følelser og behov i deres negative budskab og overvejer hvad ligger bag det negative udsagn. Dette kan medføre, at personen med det negative budskab føler sig hørt og forstået, hvilket endvidere kan medføre konfliktløsning.

Selvom det i udgangspunktet er det gode eksempel på ikke-voldelig kommunikation, vi observerede, kan man dog finde kritikpunkter. Der er en risiko for, at pædagogens udsagn fremtvinger en bebrejdelse hos børnene, som er rettet mod dem selv - altså en skamfølelse. Hun lægger vægt på, at de to piger vil såre andre børns følelser, hvis ikke de gør, som hun siger. Det kan virke som en slags afpresning. Dette er naturligvis ikke hensigtsmæssigt, og derfor har vi forsøgt, omend en smule karikeret for at fremhæve pointen, at omformulere citatet fra pædagogen, således det ikke vil frembringe forlegenhed eller skamfølelse. Desuden har vi sørget for, at de 4 punkter præsenteres i rigtig rækkefølge:

“Piger. Jeg kan godt se, at det er sjovt og smart at sidde på stængerne, men jeg føler en frygt for at bordet går i stykker, og jeg har behov for at bordet forbliver intakt, så vi stadig kan lege med det. Vil I være søde at hoppe ned derfra?”
Pædagogen Karen Ditte Nielsen er fortaler for Rosenbergs ikke voldelige kommunikation. Ifølge hende anerkender børn, at man vil passe på dem - men hvis de har oplevelsen af, at man er ligeglad med dem, vil de også være ligeglade med ens argumenter. Som pædagog skal man, ifølge Karen Ditte, hjælpe børn til at gøre deres lyster realistiske. Hun mener, at voksne er alt for hurtige til at sige nej til børns ønsker. Hvis man mener, barnet ikke kan klare det, som efterspørges, har barnet krav på argumenter for, hvorfor man siger nej (2).

Respekt, indføling og medfølelse er altså nogle nøgleord inden for ikke voldelig kommunikation - eller som Rosenberg ofte udtrykker det: At give fra hjertet.


Carl Rogers - affekttollerance
Psykologen Carl Rogers taler om affekttolleance (3), som det at kunne acceptere og anerkende sine følelser, men samtidig at kunne beherske dem i den professionelle sammenhæng. Det er vigtigt ikke at undertrykke egne følelser, da man så heller ikke er i stand til at forstå andres følelser - og dermed handle ud fra dem. Det er en meget fintfølende balancegang, og man vil opnå større autenticitet, når man selv forstår følelserne. Rogers’ teori om affekttollerance kan drage paralleller til Rosenbergs 4 punkter inden for empatisk, ikke voldelig kommunikation, som jo også i høj grad handler om, at være bevidst om sine følelser samt de behov der medfølger. Rogers mener, at så længe den professionelle accepterer sine egne følelser, er der gode muligheder for, at den professionelle kan håndtere andres følelser og dermed hjælpe andre. I vores tilfælde med pædagogen og de to piger, kan man sige, at pædagogen er bevidst om både sine egne følelser, men i høj grad også andres følelser. Hun nævner, at de andre børn vil blive kede af det, hvis bordet går i stykker. Dog udtrykker hun muligvis disse følelser en smule uhensigtsmæssigt, som før omtalt. Som det illustreres i filmen, er det ikke usandsynligt, at en pædagog ville skælde børnene ud i dette tilfælde, fordi de gør noget, de ikke må. Var dét realiteten, ville der være en mangel på affekttollerance. Pædagogen ville reagerer på sine umiddelbare følelser, frem for at tage en dyb vejrtrækning og beherske dem, som pædagogen i vores observation gjorde det.


Erving Goffman
Vi ser på pigernes reaktion, da pædagogen konfronterer dem, ud fra Goffmans teori om sociale samspilshandlinger - mere specifikt ideen om “save face” (4). Vi antager, at pigerne bliver forlegne, da de pludselig er mere i fokus, end de ønsker - et fokus skabt på det negative grundlag, at de gør noget, de ikke må. For at ryste det negative fokus af sig og samtidig fjerne opmærksomheden fra sig selv, begynder de at tale om mad. Ved at flytte fokus over på maden bliver pigerne ikke fastholdt i den ubehagelige følelse af skam, som situationen har frembragt hos dem.


Hermeneutik
Poul Ricoeur har udviklet en teori om hermeneutik (5), som handler om forståelseshorisonter, samt disses indflydelse på kommunikationer. I casen observerer pædagogen børnene og forstår, at pigerne gerne vil ses og være i centrum - dog uden at være så meget i centrum, at det bliver scene-agtigt. For at understrege sin forståelse af børnenes perspektiv, kunne pædagogen have tilbudt dem en anden mulighed til at forblive i centrum. F.eks. kunne der være opstillet høje borde og stole centralt i lokalet. Efter at have ommøbleret lokalet ville pædagogen igen skulle observere pigerne. Var pædagogens forrige fortolkning rigtig? Sad pigerne på bordfodboldbordet for at være i centrum, vil pigerne nu benytte den nye siddeplads. Hvis ikke det er tilfældet, må pædagogen revurdere sin observation.


Anerkendende kommunikation - Axel Honneth
I sin måde at henvende sig til de to piger på, kunne pædagogen havde gjort brug af Axel Honnets ideer mht. anerkendende kommunikation (6). Vi vil i det nedenstående give et eksempel på, hvordan dette kunne have foregået. Efter observation af pigerne kunne pædagogen henvende sig til dem i form af et spørgsmål for at indlede en dialog med pigerne i stedet for den monolog, vi observerede. Ved at benytte sig af en dialogform inkluderes børnene. Deres behov og følelser vil kunne komme til udtryk, og pædagogen kan således anerkende og tage hensyn til disse på en måde, hvorpå børnene føler det.

Eksempel: Pædagogen går over til pigerne, placerer sig i en ligeværdig øjenhøjde og skaber øjenkontakt med dem.

Pædagog: “Hej piger! Hvordan kan det være, at I sidder på bordfodboldbordet?”

Piger: “Det er fordi at, så kan man bedre se os, og vi kan se de andre.”

Pædagog: “Aha! Jeg kan godt forstå, at I gerne vil ses - specielt i jeres smarte nye tøj. Nu er det bare sådan, at fodboldbordet ikke kan holde til at blive siddet på. Kan vi finde en anden måde, hvor de andre kan se jer, og hvor I kan følge med i, hvad der sker her i dussen?”

Pige: “Øøøh… Det ved jeg ikke.”

Pædagog: “Hvad nu hvis vi fik sat et par høje runde borde og stole her ind i lokalet, så kunne I sidde på dem og holde lidt øje med det hele?”

Piger: “Jo, det vil vi gerne. Så kunne vi også lege, at vi var på café.”

Pædagog: “Det lyder som en god idé. Vi har nogle høje stole og borde nede i kælderen. Kan I hjælpe mig med at bære dem herop og sætte dem på plads bagefter?”

Læringsmål for modulet professionel kommunikation:
Har grundlæggende viden om og færdigheder i kropslig, æstetisk og kognitiv kommunikation med henblik på at kunne indgå i kommunikative sammenhænge med forskellige målgrupper.

Vi har i modulet lært om grundlæggende teorier mht. kommunikation. Disse teorier er nærmere forklaret i vores diverse blogindlæg. Med kendskab til disse teorier er vi bedre rustet til at indgå i positiv, meningsfuld kommunikation med borgere samt andre fagpersoner.


Kan reflektere over kommunikationens betydning for relationsarbejde i pædagogiske sammenhænge med henblik på at fremme trivsel, socialisering og inkluderende fællesskaber.

I vores arbejde med pædagogens monolog med de to piger, reflekterer vi bl.a. over hvilke andre kommunikationsmuligheder pædagogen kunne have anvendt, samt hvilke effekter, de ville have haft. Vi fokuserer særligt på de to pigers trivsel, da vi diskuterer deres oplevelse af, og følelser i forbindelse med den anerkendende relation - herunder forlegenhedsfølelsen. Den viden, vi har opnået om forskellige kommunikationstyper, giver os redskaber til at kunne reflektere over vores egen praksis som fremtidige pædagoger. Samtidig skal vi være kritiske overfor brugen af ikke tidssvarende pædagogiske metoder.

Kan støtte udviklingen af andres sprog og kommunikationskompetencer med blik for relation og kontekst.

Pædagogen har en væsentlig rolle ift. udvikling af borgerens sprog. F.eks. er det vigtigt, at pædagogen selv har et godt sprog, da børn kopierer de mennesker, de omgås med, og udvikler sig herigennem. Ved at møde børn med anerkendende tale og kropssprog fremmer man børnenes sprog og kommunikationskompetencer, da de kan relatere til den voksne fagperson og spejle sig selv i den voksne. Ved at skabe en dialog frem for en monolog kan man udvikle børnenes sproglige og kommunikative kompetencer.

Litteratur:

1. Rosenberg, Marshall B. (2010): At give fra hjertet |: Rosenberg, Marshall B., Ikke voldelig kommunikation - Girafsprog, s. 19-33. Borgen.

2. Jensen, Vibeke Bye (2002): Børn og unge, nr. 11

3. Mørch, Susanne Idun. (2008): Refleksion og analyse |:Mørch, Susanne Idun., Kommunikationskultur, samtaler i pædagogisk arbejde, s 67-79. Academica.

4. Kristiansen, Søren (2005): Goffman. Hverdagslivets rollespil.|: Jacobsen Michael Hviid og, Kristiansen Søren, Hverdagslivet, s. 194-220. Kbh., Hans Reitzel forlag.

5. Ricoeur, Poul (1979): Fortolkningsteori. Valby, Vintens Forlag.
   Ricoeur, Poul (1973): Filosofiens kilder. Valby, Vintens Forlag.

6. Ritchie, Tom (2011): Drop Anerkendelsen - Tænk Nyt. Social Kritik, Årg. 23, nr. 128. s. 111-113.